SIGRÚN GUDBRANDSDÓTTIR
TEKST: ANNE-LAURA HEDEGAARD
FOTO: JOHAN SØLTOFT
Gulvet i Sigrún Gudbrandsdóttirs kontor på Nørrebrogade er dækket af portfolier, da vi møder hende en tidlig torsdag morgen. Materialet i de forskellige portfolier giver os et klart indtryk af, at vi befinder os hos en kvinde med mange hatte på. Og Sigrún kan da også betegnes som både musiker, grafisk designer, fotograf, illustrator og kunstner.
Sigrún lever i høj grad et selvstændigt og alsidigt kunstnerliv. Noget hun ellers som barn så som værende meget eksotisk og stort set uopnåeligt. Hun kommer fra et hjem med meget kreativitet, men med lærerforældre i sikre karrierer som lønmodtagere. ’For mig var kunst og alt kreativt noget af det mest eksotiske, jeg kunne forestille mig. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle leve, sådan som jeg gør i dag, hvor jeg faktisk har skabt mit eget arbejde.’
Sigrún har altid haft et godt blik for det grafiske. Allerede som helt lille layoutede hun uden at vide det, og brugte fx flere timer på at dekorere sin opslagstavle om og om igen. I skolen var det også de mere kreative opgaver, der faldt hende mest naturligt, lige som hun også havde et naturligt talent for fotografi.
Selvom Sigrún havde stor interesse for fotografering, følte hun ikke, at de meget tekniske uddannelser indenfor foto passede til hende. Samtidig havde hun en fornemmelse af, at hun burde gå på universitetet og søgte derfor ind på psykologi.
Da hun ikke kom ind, faldt valget i stedet på, hvad hun så som en mellemting mellem det kreative og det akademiske: arkitektskolen. Sigrún begyndte på bygningskunst, men fandt hurtigt ud af, at hun havde mere flair for at præsentere sine ideer end for selve bygningskunsten.
’Jeg vidste, at arkitektskolen ikke var det rigtige for mig. Det føltes forkert i flere år. Men det skabte fred og ro at komme ind på en uddannelse. Jeg var fri for ’hvad vil du’ presset. Udadtil havde jeg helt styr på det, og på den måde fik jeg plads til at rode rundt. Jeg havde semilyst til en masse forskellige ting. Det har været frustrerende til tider, men i dag er jeg glad for at kunne trække på en masse evner.’
Da Sigrún efter tre år på bygningskunst stadig var usikker på studiet, tog hun et år til University of East London for at afprøve det grafiske med fagene fotografi, visuel kommunikation og illustration. Her blev interessen for foto styrket markant. ’Alt faldt på plads i London. Det var der, jeg blev sikker på, at det var det visuelle, jeg skulle.’
Efter året i London tog Sigrún tilbage til København for at færdiggøre sin uddannelse. Her begyndte det for alvor at tage fart. Igennem en musikerkæreste havde hun fået foden indenfor i musikmiljøet, hvor hun havde fotograferet en del. Hun blev spurgt, om hun ville være en del af bandet Lovebites, og selvom hun kun havde sunget en smule i gymnasiet, greb hun chancen.
’Bare sig ja til det hele. Man får altid at vide, at kreativitet kræver ekstraordinær selvdisciplin og arbejdsomhed. Det er også sandt, men der er ret mange år i livet, så man kan lige så godt gå i gang. Så bliver man god til det på et tidspunkt.’
På den måde kom hun til at stå med en pladeudgivelse få måneder efter afslutningen fra arkitektskolen. De næste fem år blev brugt på bandet, et sideprojekt som kom til at fylde mere og mere. Det grafiske design fik rollen som brødarbejde. ’Det grafiske blev det, jeg levede af. Jeg syntes, at det var skide sjovt at arbejde, men det blev alt det ved siden af, der virkelig betød noget. At fotografere og at synge med bandet.’
Som 30-årig og med mand, to børn og eget firma blev bandlivet for meget. Derfor blev firmaet og Lovebites skiftet ud med en fastansættelse på en tegnestue. ’Jeg blev heldigvis fyret efter et år. Og så tænkte jeg: så er det nu. Nu er jeg nødt til at gøre det jeg vil.’ Det førte til dannelsen af kunstgruppen Ingen Frygt med hendes halvsøster og en veninde. De tre medlemmer vidste ikke, hvor de ville hen med projektet, da de begyndte, og ifølge Sigrún startede Ingen Frygt som en tossegruppe. De havde dog et udgangspunkt: Deres respektive evner skulle lægges sammen i en bunke og skabe en fælles platform mod nye muligheder.
Gruppens første projekt blev en musikvideo. Pga. Sigrúns netværk fra tiden med Lovebites fik de mulighed for at arbejde med Malk de Koijn. Det resulterede i videoen til Vi tager fuglen på dig.
’Vi havde ikke lavet nogle musikvideoer før, men vi fik fat i nogen, der vidste, hvordan man gjorde. Og så gjorde vi det bare.’ Ingen Frygt vandt flere priser for videoen, og da en kurator hev fat i gruppen for at udstille dem på galleri, forstod de, at deres arbejde kunne betegnes som kunst.
De næste mange år arbejdede gruppen hovedsageligt med udstillinger. Fortsat også med videokunst, men primært med installationer og iscenesatte portrætter ’med masser af kusser og hår’. Sigrúns kontor vidner om, hvor alsidige Ingen Frygts projekter har været. I hjørnet står en samling af deres værker, bl.a. lærreder påhæftet mørke fletninger.
’Når jeg tænker tilbage på den tid, ved jeg ikke, hvordan jeg har fået tid til det hele. At passe børn om dagen og arbejde på opgaver om natten. Det handler om at få en ide og så bare gøre det.’
Umiddelbart er der ikke en rød tråd i Sigrúns karriere. Ifølge hende selv er hun bare flydt med sammen med de rigtige mennesker. Det er dog helt tydeligt, at det også handler om, at hun ikke siger nej til en udfordring, tør handle på impulser og griber chancerne, når de byder sig.
Og Sigrúns meget roste debut efter Ingen Frygt, fotobogen ’Alle er kommet, portraits and parties’ blev også til på baggrund af en impulsiv beslutning. Ideen til den nyudgivne fotobog, hvis forside prydes af Anika Lori, kom fra en bekendt på et crowdfunding møde. Det blev startskuddet til et maratonarbejde på et halv år, og resulterede i en 400 siders bog.
Sigrúns karriere har et utal af sider, og lige nu er drømmen at blive forfatter. Noget hun allerede er godt på vej imod med en snarlig galleriudgivelse af en sci fi bog. På spørgsmålet om hvad bogen handler om, svarer Sigrún med et skævt smil: ’Den handler om undertrykkelse, diktatur, selvhad og andre muntre ting’.
LINKS:
myownbosscph.com 