ANIKA LORI

Foto: Ida-Marie Fiskaa / Tekst: Maria Sørensen / Video: Olivia Sif Hahn Kristensen

Billedkunstner og kulturformidler, Anika Lori, er en kvinde, vi elsker at holde ekstra godt øje med. Vi fangede løven i sit underjordiske huleatelier, Studio Afrika, i Kødbyen på Vesterbro, til en snak om at leve i uvished og om at turde gå sine egne veje. Den 40 årige kunstner er en ægte krydsning af sin italienske far og danske mor, og voksede som barn op i henholdvis Rom og Århus. Dog har hun altid haft en forkærlighed for København, hvor hun har tilbragt det meste af sit liv.

Selvom Anika elsker at fordybe sig i sin kunst og ofte glemmer tiden i sit vinduesløse atelier, elsker hun også at vende plader og  være skribent på sin kulturblog semi femi (som hun fra 2011-2016 delte med Emma Leth som en del af COVER). I dag driver hun den selvstændigt med samlede udpluk af alt, hun elsker fra den københavnske kunst og kulturscene. Hendes projekter prøver grænser af og er nysgerrige på det fine i det ufine. Hvad enten hun optræder som billedkunstner, kulturformidler eller DJ, fastholder hun en ærlig og direkte stil, der gør de næste projekter værd at vente på.

Q&A:

Har du et godt råd, som du kunne have brugt i dine 20’ere?
Min mor var ret god til at få mig til at slappe af i forhold til fremtiden. Hun sagde altid at det hele nok skulle gå og at jeg bare skulle gøre det der gjorde mig glad. Det råd er jeg meget taknemmelig for. Om jeg så måske tog det lidt for bogstaveligt kan diskuteres, men jeg er i hvertfald meget glad for hvor livet og især lysten har bragt mig hen. Så det råd vil jeg gerne dele, måske med en lille tilføjelse: færdiggør projekter, eller find sammen med nogen der er god til de ting du måske ikke selv helt behersker, samarbejde er guld værd!

Hvad er det vildeste, du nogensinde har sagt ja til?
At blive mor, det er det smukkeste, skøreste, vildeste.

Hvem måtte gerne føde dine børn?
En af mine rummelige bredhoftede mandevenner.

Hvad inspirer dig?
Alting, overalt. Verden omkring mig og indeni. Det uretfærdige, det glemte. En overflade, en berøring.

Hvad drømmer du om at realisere?
Jeg drømmer om et biodynamisk landsted for kunstnere, venner og børn i alle aldre, i Italien, tæt på min familie, hvor alle de trængende kan komme og lade batteriet op og løbe rundt med numsen bar og råbe “mere ost, por favore!” – og der er altid mere ost.