Lea Hjort er det sidste skud på stammen inden for dansk dokumentarfilm. Hun har i en alder af 32 år allerede mange spændende projekter i bagkataloget og har både instrueret dokumentarfilm i Danmark, Tunesien og New York. Et lærervikarjob og mødet med en 5. klasse var det, der satte det hele i gang og fik hendes passion for at fortælle historier til at blomstre.

Vi står forventningsfulde i Larsbjørnsstræde, da Lea kommer gående imod os. Hun har stor oppakning med, da hun skal direkte videre på optagelse umiddelbart efter vores møde. Vi får straks fornemmelsen af, at hun er en travl kvinde.

Lea har mange ideer og gang i en masse projekter, hvilket faktisk har været et gennemgående element i hele hendes liv. Hvis der er noget, hun gerne vil, er hun typen, der kaster sig ud i det. Dette drive og gåpåmod har betydet, at hun har arbejdet med mange forskellige ting, mødt en masse spændende mennesker og har mange erfaringer med sig i rygsækken. Lea er et sprudlende væsen og fortæller om sit begivenhedsrige liv med store armbevægelser.

Lea voksede op i et bofællesskab i Birkerød. Da hun gik i gymnasiet, startede hun en danseskole for sine mindre søskende og andre børn i fællesskabet. Udover dans, fyldte teater og musik også en stor del i Leas liv. Efter hun havde færdiggjort gymnasiet, blev hun musikanmelder på musikbladet, GAFFA. ”Jeg ansøgte bare, jeg havde intet at miste.” Efter at have anmeldt musik i et stykke tid, skete der en stor omvæltning i hendes liv. Hun blev chefredaktør for Gaffas ungdomsblad. Alt imens Lea havde den fine stilling som chefredaktør, studerede hun på Roskilde Universitet ved siden af.

Inden årene på GAFFA arbejdede hun som lærevikar på en skole for indvandrebørn, hvor hun fungerede som fast lærer for en 5. Klasse. Klassen havde en del udfordringer, men hun kom til at holde rigtig meget af børnene og blev konfronteret med mange forskellige tilværelser. ”Tiden som lærer ændrede mit liv”, fortæller Lea. Det satte gang i lysten til og behovet for at fortælle historier, og det gibbede i hende for at få lov at prøve sig selv af som journalist. I 2005 søgte hun ind på DR’s Talenthold, men hun blev overtalt til at takke ja til jobbet som tv-vært på ungdomsdebatprogrammet ”Svada” istedet. I DR fik hun prøvet en masse ting af, og hun følte sig meget heldig. Hun arbejdede i DR’s ungdomsredaktion i nogle år, men senere fik hun følelsen af, at det ikke længere var det rigtige for hende at lave.

På et filmkursus på Tisch School of the Arts i New York i 2008 fandt Lea ud af, hvordan hun helt præcis ville fortælle historier, nemlig i gennem film, nærmere bestemt dokumentarfilm. Hun forelskede sig ikke bare i dokumentarfilmsgenren, hun forelskede sig også i New York. Året efter søgte hun om optagelse på en etårig filmuddannelse i New York, hvor der kun bliver optaget tolv elever årligt.

I New York optog Lea ”The Renovation”, en dokumentarfilm om en 60-årig vietnamveteran og hans store spøgelseshus på en af byens avenues. Efterfølgende fik hun det opkald, alle i branchen drømmer om at få. Hendes film skulle vises på en prestigefuld filmfestival på Manhattan.

Livet i New York kørte på skinner, men en gammel drøm om at gå på Den Danske Filmskole lurede stadig. Med en uges varsel rejste Lea tilbage til Danmark for at starte på den fireårige uddannelse på Filmskolen i København. Den er hun netop blevet færdig med.

Fremtiden ser lys ud, og Lea har flere spændende filmprojekter under opstart bl.a. tilbage i New York. Hun fortæller afslutningsvis, at hun længe har gået med drømmen om at samle den 5. Klasse, som hun var lærervikar for i sin tid. Hvordan denne genforening skal finde sted, og hvad ideen mere præcis går ud på, må vi vente i spænding med at finde ud af.

Tilbage står vi med oplevelsen af en viljestærk og målrettet ung kvinde, som er enormt dygtig til at have mange bolde i luften på samme tid. Hun besidder en kreativitet ud over det sædvanlige og en karisma, som uden tvivl har smittet af på os alle.