MICHAEL FLARUP

TEKST: NANNA VEJE
FOTO: VERA LASTHEIN

 

Vi er havnet i Spilhuset midt i København, hvor vi bliver budt velkommen af en ung og energisk mand ved navn Michael, som vil fortælle os sin historie. Historien om en grafisk design-nørd, som har kæmpet sig op ad karrierestigen ved bare at gøre det, han synes er sjovt.

I Spilhuset er atmosfæren hyggelig og afslappet. Stedet, der tager folk under vingerne. Vi får lov at tage plads i et par sofaer inde på Michaels kontor, som han deler med to andre unge mænd. Imens Michael forsvinder ud for at hente sin morgenkaffe, begynder den ene straks at spørge ind til os; hvad vi laver hver især, og hvad vi interesserer os for. Man får fornemmelsen af, at kontoret er mere end bare en arbejdsplads. Det er også en dagligstue, et kreativt frirum, hvor et par gode venner har slået sig sammen om at lave det, de holder allermest af – og som de ovenikøbet oplever stor succes med.

Da Michael kommer tilbage med sin kaffe, foreslår han, at ”vi tænder den digitale pejs”, så han kan fortælle en historie. At fortælle historier er også noget Michael holder af og er god til, og han holder jævnligt foredrag om ideudvikling og engagement for spirende iværksættere. Med god og intens fortællerevne og entusiastisk kropssprog begynder han at fortælle om det, der har ført ham til, hvor han er nu.

Michael har altid tegnet meget hele vejen op gennem gymnasiet. Som 19-årig søgte han ind på BEC designskole, hvor halvdelen af undervisningen skulle foregå på Bornholm. Han var klar til at kaste sig ud i livet og dets udfordringer og var på daværende tidspunkt ikke i tvivl om, at designskolen på Bornholm var noget, han kunne klare. Han beskriver skolen som fin, men ny. Han havnede i en klasse med ”tyve fødedygtige jyder”. En hønsegård. Miljøet var snobbet, men han klarede sig alligevel igennem de fem måneder på Bornholm med et afsluttende projekt om den lokale sommerfuglepark, hvilket han den dag i dag hiver frem, når han skal vise ”nye i faget, at alle starter et sted”.

Efter designskolen var Michael træt af design og valgte at gå i en helt ny retning. Han besluttede sig for at søge ind på naturvidenskabelig basis på RUC. Tiden på RUC skulle vise sig at blive hans storhedstid. Han følte sig som en fisk i vandet i det nye fællesskab og blev hurtigt en del af Lakajerne og andre små kreative udvalg på RUC, som står for arrangementer og events på universitetet. Lakajerne fungerer på RUC som det styrende organ over rusvejlederne, og Michael var med til at gøre det til, hvad det er i dag.

Han arrangerede også videopodcasts i fem år med en sammentømret vennegruppe på tolv. Det, han troede, var en bevægelse væk fra designverdenen, viste sig hurtigt at blive en bevægelse direkte imod den. Han begyndte at designe flyers til fester og lavede også en håndbog for rusvejlederne.

Hvad man kan kalde Michaels point of no return blev da han kom i besiddelse af en MAC computer og blev bekendt med dens mange muligheder og funktioner. Designverdenen åbnede sig for ham på ny. Han begyndte at interessere sig for at designe app-ikoner, og han blev hurtigt god til det. På en ganske almindelig hverdag midt i en geografitime på RUC publicerede han et af sine produkter på nettet. På få timer modtog han et tilbud fra en stor international kunde og havde dermed skaffet sig et freelancejob som designer. Dette var slet ikke en del af planen og Michael følte sig splittet, da han stadig var i tvivl om, hvorvidt designverdenen overhovedet var noget for ham. Inden sommerferien søgte han ind på en kandidat på IT-universitetet med nogle gode venner og var den eneste i en gruppe på fem, som ikke blev optaget.

Til gengæld fik han et for mange spirende designere sikkert meget eftertragtet job som freelancedesigner på et design agency som juniordesigner. Michael valgte dog til alles store overraskelse at opsige sin stilling efter to år. Han ville gerne kunne vælge sine opgaver selv. Hans arbejde skulle være drevet af lyst. Det skulle være sjovt. Beslutningen vidner om et helt særligt mod og en tiltro til egne evner. En tro på, at alt nok skal ordne sig, så længe man holder fast i at gøre det, man holder af og har hjertet med sig. Dette blev Michaels livsfilosofi.

Det gik godt for ham. Han havde kunder i USA og blev hurtigt kontaktet af Villy, som havde en ide til en vejr-app. Dette blev en kickstart af Michaels karriere som designer, og sammen med Villy startede han designvirksomheden RoboCat. Michael designede app-ikoner og udviklede ideer til apps. Han havde samtidig lært sig at lancere sine produkter på de rette måder og steder, hvilket er helt essentielt i den konkurrenceprægede internetverden, hvor udvælgelsesprocessen er benhård. Forretningen gik strygende: ”Vi er nogle af de bedste i Danmark til at lave digitale produkter”.

Midt i al succesen holder Michael og hans team stadig fast i at udvælge opgaver efter interesse. Opgaver bliver aldrig udført kun for pengenes skyld. Michael nævner, at en af grundene til, at de blev store så hurtigt, var, at da de begyndte, var internettet en meget nørdet niche-ting. I dag er det helt omvendt. Alle har adgang til internettet, og det skaber et pres på sådan en som Michael. Folk ved, hvad der er godt. Hvad der er fedt. Hvad der er lækkert. Man kan ikke sælge et dårligt produkt længere. Man er nødt til at blive dygtig, så det er han blevet.

Ifølge Michael skal folk i Danmark blive bedre til ”at gøre ting”. Springe ud i livet og ikke være bange for at bryde med de forventninger, omgivelserne kan have til en – at man skal gå i skole, få sig en uddannelse for derefter at arbejde, indtil man går på pension. I stedet for at ”skole sig” dygtig nok til at gøre det, man elsker, skal man bare gøre det. Med erfaringen lærer man mest ifølge Michael, der henviser til ”de sjove tings cirkel”, som er et koncept, han selv har skabt og lever efter hver dag. Ideen er, at man gør det, man synes er sjovt, hvorefter man får det ud i verden, så andre ser det. Der vil altid være mindst én anden, der synes, det man laver, er fedt. Og det, Michael kalder internettets demokrati, fører til, at nogen tilbyder én jobs i noget inden for samme område – altså netop det, man syntes var sjovt til at starte med.

Du bliver det, du laver – så gør det, du synes er sjovt”. Det er en meget simpel livsfilosofi, understreger han, men det gør den ikke mindre væsentlig.

Hvis du vil se mer av Michael, besøg sidene Flysleepy og Medium.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s