ERIK JUUL
TEKST: MADS MIKKELSEN // FOTO: THOR JEKES
I det rustikke, trægulvsbelagte og – vel nok egentlig – meget typiske københavnske kontorfællesskab, møder vi Erik Juul. Vi finder hurtigt et hjørne i det åbne kontorlandskab, og Erik begynder herefter så småt at fortælle om sin baggrund. Helt nedkogt og destilleret var det blandt andet fortællingen om en ung jyde, der i sine sene teenageår turde reagere på sine impulser og i forlængelse heraf flytte til København, uden at have nogen konkret idé om lige præcis ’hvorfor’. Det virkede ikke umiddelbart som om, at dette var beslutning baseret på nogen speciel form for nød eller desperation, da videreførelsen familiens købmandsforretning, på pågældende tidspunkt, bestemt også var en mulighed.
Det indledende billede af Eriks gemyt som afdæmpet og roligt tog en kolossal drejning, da han nåede til den skelsættende dag, hvor han, som så mange andre rådvilde unge voksne dengang, lånte den ikoniske bog ’Hvad kan jeg blive’.
Hans ansigt lyste op og det virkede på tilskuerne som om, at de azurblå øjne blev krystalklare og nærmest fik et nyt skær, da han passioneret begyndte at fortælle om kapitlet omhandlende arkitektur, og hvor fuldkommen perfekt alt i denne beskrivelse af faget lød i hans ører. Det var meget inspirerende at høre Eriks detaljerede beskrivelse af sit første møde med arkitektskolen, der bestod af både fascination og ydmyghed. Mødet med Erik var meget nærværende og troværdigt, og han var ikke bleg for at ytre sine meninger om arkitektoniske projekter. Selvom nogle af disse kunne være kritiske, blev de altid leveret med faglig indsigt og en form for skuffelse, der kun opstår, når man virkelig brænder for example et fag, velvidende om at det pågældende projekt kunne udføres på langt bedre vis.
Et af de klart mest memorable aspekter ved mødet med Erik var vel nok egentlig budskabet om, at alting nok skal falde på plads, så snart man har fundet sin hylde – at det er lysten, der skal drive værket. “Jeg gør det her, fordi at jeg ikke kan lade være”.
Måske endda endnu vigtigere var Eriks erkendelse af at denne hylde ikke er for bestandigt, men at den i løbet af et liv kan ændre både form, farve og materiale. /MM
myownbosscph.com 