Karl Oskar-Olsen – Wood Wood Boss

ser bort sh

Det var egentlig slet ikke meningen, at de skulle lave tøj. Men sådan endte det alligevel for Karl-Oskar og hans barndomsven, Brian SS Jensen (Biv), der over de sidste 15 år har udviklet det Nørrebro-baserede, men internationale modebrand Wood Wood.

Det hele startede i 2002, dagen efter Karl-Oskar dimitterede fra Designskolen, hvor de to, sammen med en tredje barndomsven der dog siden er sprunget fra, gik i gang med et lille projekt, der senere skulle vokse sig stort og blive til Wood Wood. De tre unge mænd startede fuldstændig håndholdt: De indkøbte T-shirts, klippede mærkerne ud og erstattede med deres egne, påtrykte unikke grafiske print – der skulle kun findes tyve af hvert design – og så solgte de dem til 200 kroner stykket ved at banke på butiksdør efter butiksdør. Godt hjulpet på vej af det netværk, Karl-Oskar og de andre havde skabt sig som graffitimalere i deres yngre år, fik de hurtigt en modebusiness op at køre.


En dag fik de mulighed for at leje nogle billige butikslokaler i Krystalgade. Lokalerne havde tidligere huset en vinkælder, hvor al interieur var lavet i gammelt træ. Det var de rammer, der – kombineret med en reference til filmen “
Goodfellas” hvor en af karaktererne altid siger sin sidste sætning to gange – endte med at lægge navn til det spirende modebrand.


Et par år senere blev Karl-Oskar en dag kontaktet af en franskmand fra Adidas, der gerne have ham til at komme til Paris allerede dagen efter – uden at ville røbe, hvad det franske visit skulle handle om. Det viste sig, at den tyske sportsgigant havde fulgt Wood Wood i nogle år og gerne ville have dem til at designe en
sportssko for dem – et samarbejde, der skabte rigtig meget opmærksomhed og åbnede endnu flere døre rundt omkring i verden.


Siden har Wood Wood lavet adskillige samarbejder med flere af verdens største brands, firmaet er blevet større og større og sælger i dag til mere end 400 butikker i hele verden. Men det betyder ifølge Karl-Oskar ikke, at de i dag går på kompromis med Wood Woods oprindelige DNA: Kreativitet, attitude og kvalitet.

 

Hvor henter du inspiration fra?

“Jeg kan sagtens få inspiration fra andre designere og fra kunstnere, men jeg får i virkeligheden mest inspiration fra at lytte til musik. Det får mit mindset et andet sted hen. Og så rejser jeg rigtig meget og kigger ofte på ting, der intet har med tøj at gøre: Arkitektur, linjer, farver, flader og den slags. En af de nyeste kollektioner tog for eksempel udgangspunkt i en tur til Italien og det italienske udtryk “mondano”, der står for tilbagelænethed og livsnydelse, og så replikken “I’d rather be a fake somebody than a real nobody” fra filmen “The Talented Mr. Ripley”.”

Hvordan ser fremtiden ud for Wood Wood?

“Nu er tingene faldet på plads, og vi er et rigtigt firma. Alle har et ansvarsområde, og alle ved, hvad vi arbejder hen imod. Vi har nogle forskellige mål, vi sætter os. I 2022, om fem år, vil vi være 100 procent bæredygtige i alt, hvad vi laver. Og det handler om at sikre sig, at fabrikkerne, vi arbejder med, har ordentlige forhold og er certificerede, og så handler det om at prøve at rykke produktionen tættere på Danmark, så vi forurener mindre med transport. Det er først nu, vi har følt os parate til at tage det ansvar. Jeg mener, det er den vej, tøjbranchen skal gå, hvis vi overhovedet skal overleve på den her planet.”

Fra boss til future boss, hvad er dit råd så til os?

“Jeg har ofte negligeret min uddannelse og tænkt, at jeg ikke lavede en skid, men jeg lærte alligevel noget, som jeg virkelig har kunnet bruge, og det jeg dybt taknemmelig over i dag. Det der med, hvordan man bearbejder en idé og gør den forståelig over for andre, det er virkelig vigtigt at kunne. Og husk at være åben over for forskellige indgangsvinkler og tænk i helheder – man kan sagtens ende et helt nyt sted, selvom man føler sig låst fast.”

 

JOURNALIST: INA MARIE ERNØ JACOBSEN // FOTO: EMMA BERGE AABØ // VIDEO: CATHRINE WILHELMSEN BREIBY

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
close-alt close collapse comment ellipsis expand gallery heart lock menu next pinned previous reply search share star