Tempelophold i Nepal og vilde byture i Berlin. Self-taught men tiltrukket af idéen om mesterlære. Behovet for ro, og bevidstheden om at være en uforbederlig rebel – 22-årige multikunstner og gallerist Sophus Ritto er et af de mennesker, der ikke bare overlever, men formår at skabe kunst om livets paradokser. MOB-holdet mødte ham en solrig fredag morgen i Berlin, til en snak om at være sin egen chef, og aldrig at vokse ud af trodsalderen.
Med en smøg i hånden og et bredt smil om læberne, træder Sophus Ritto i en hvirvelvind af farverige klæder fra gaden ind i den lille gård i Wedding, Berlin. Den karismatiske kunstner forklarer at han lige har været ude for at kigge på en lejlighed, mens vi følger efter ham og op ad de snørklede trapper der leder til hans nuværende hjem; hans atelier. De lyse loftlokaler er sparsomt indrettet med et simpelt møblement, der leder øjet hen på det vigtigste; kunsten der pryder næsten alle overflader i rummet.
En stol med dannebrog draperet omkring kræver opmærksomheden i midten af lokalet. Et af hans eget værker, som Ritto med et grin bemærker at han kun sætter sig i, når han gerne vil føle sig majestætisk. I dag er åbenbart ikke sådan en dag, for Ritto placerer sig ydmygt i en mere komfortabel læderlænestol, og tænder endnu en cigaret. Snakken falder i første omgang på et oplagt emne når man skal forsøge at tilgå Rittos liv og virke, nemlig hans performative arbejde med blod. Med stor indlevelse deler Sophus ud af sine overvejelser om din kunstneriske process, og kommer ind på alt fra hvorfor brugen af blod i kunsten er kontroversielt samfund som det danske, til de sundhedsmæssige overvejelser forbundet med afklædt at drikke 3 liter okseblod i frostgrader. ”Bliv kun kunstner, hvis du ikke kan lade være” tilføjer han grinene som konklusion.
Ikke at kunne lade være, er måske en rammende forklaring på, hvorfor Sophus har valgt kunsten til. Ritto startede sin karriere i mode, hvor han i sin tidlige ungdom arbejdede som model i en årrække. Da han som kun 17-årig blev optaget på Kunstakademiet i Wien, sagde han dog et midlertidigt farvel til modebranchen og engagerede sig fuldt ud i kunsten, der altid var nærværende hos ham. Hans optagelsesprøve inkluderede i tråd med hans allerede dengang kontroversielle stil, blandt andet en tatoveringsmaskine, Hansi Hinterseer og en masse toiletpapir.
”Vi mødte mange af de samme problemer, men med meget forskellige tilgange”. Sophus taler her om sin mor og sig selv; skæbnen ville at de to blev optaget på kunstakademiet samme år, han i Wien og hun i Amsterdam. Med 37 år imellem dem og vidt forskellige temperamenter, var det en interessant oplevelse at kunne dele studiet og kunsten med hinanden. ”Jeg er god nogle nogle ting, hun er god til andre”, fortæller grinende han om om deres tilgange til begge dele. Det synes han er sjovt, netop fordi det er skævt.
Denne tilgang til både sin kunst og eksistens lader til at være kendetegnende for Sophus Ritto, der, når alt kommer til alt, ikke bryder sig om når tingene bliver konforme.
”Man skal ikke tage sig selv for seriøst… hvordan skal man så gøre kunsten relevant?” siger han afslutningsvis, med et blik der emmer af hvad der virker som karakteriserende for Ritto; lige dele legesyge og indsigt.
https://www.instagram.com/voodoocrack/
JOURNALIST: LEA SOFIE PREISLER// FOTO: HEDDA RYSSTAD // VIDEO: ANIKA LORI & MORTEN SUVATNE AUGLAND
myownbosscph.com 