MAJA BRIX – DESIGNER

img_69491.jpeg

Maja Brix – Designer

Vi møder tøjdesigner Maja Brix i hendes butik og systue i Nansensgade en kold, men ikke desto mindre smuk og solrig februar morgen. Iført en kjole af eget design tager hun imod os i døren, og lukker os ind i varmen. Mens selve butikken er simpelt indrettet med en overskuelig mængde af produkter, er de bagvedliggende systuer fyldt til randen. Hver kvadratmeter fra gulv til loft er udnyttet, og et bredt udvalg af stof, giner og endnu ufærdige kjoler smyger sig langs væggene, mens skitsepapirer og sy-udstyr flyder på bordene. Vi placerer os rundt omkring i butikken blandt silkekjoler og jakkesæt, og Maja Brix starter historien om sin karriere, der er drevet af et beundringsværdigt gå-på-mod og en stålsat målrettethed.

I modsætning til mange andre har Maja Brix aldrig været i tvivl om, hvad hun gerne ville beskæftige sig med. Opvæksten i Kokkedal med to kreative og visuelt orienterede forældre har betydet, at hun fra en ung alder er blevet inspireret til at se kreative muligheder alle steder, og ikke mindst til at føre disse muligheder ud i livet: ”Helt fra jeg var start-teenager, tænkte jeg, at jeg enten skulle være tøjdesigner, eller arkitekt ligesom min far”. Allerede som meget ung begyndte hun at designe små tøjkollektioner, og efter 10. klasse tilbragte hun et halvt år på Kreativ Linje, hvor hun udfordrede og afprøvede sin kreativitet på flere forskellige områder. Maja Brix var dog ikke et sekund i tvivl om, at det var tøjdesign, der skulle blive hendes kald. Alligevel valgte hun at tage en HF-eksamen, for at have noget at falde tilbage på.

Det var dog tøjdesign der fyldte mest i Maja Brix´ hverdag. Hun syede en mindre kollektion, og tilbød den til en lille butik på Østerbro: ”Jeg gik bare ind lidt tilfældigt, og spurgte om ejeren kunne være interesseret. Jeg tænkte ikke så meget over det dengang, men når jeg ser på det nu, så synes jeg egentlig at det var meget entreprenant at jeg ligesom bare satte det i gang, og fik mine ting ind i en butik”.

Som 20-årig rejste Maja Brix til London for tage nogle grundkurser i modedesign. Hun forelskede sig i byen, og fik øjnene op for de utallige muligheder London havde at byde på. Hun startede derfor på en 3-årige bacheloruddannelse på Saint Martins University of Arts. De tre år på Saint Martins er en tid Maja Brix mindes med stor kærlighed og glæde. Her lærte hun at forholde sig kritisk til sit eget arbejde. På bacheloruddannelsen byggede man nemlig de studerende op: ”Ligegyldigt, hvad man gjorde, så klappede de”, forklarer Maja Brix. Hun lærte derfor at stille spørgsmål til sit eget arbejde, og argumentere for, hvorfor hun gjorde tingene, som hun gjorde.

Ønsket om at opnå erfaring i branchen og det savn til Danmark som langsomt meldte sig, var grunden til, at Maja Brix valgte at arbejde et års tid hjemme i Danmark, inden hun ønskede at fortsætte på masteruddannelsen på Saint Martins. Gennem sin uddannelse havde hun fået kontakt til designeren Henrik Vibskov, som hun fik arbejde hos. Hos Henrik Vibskov fik hun ansvaret for hans dametøjslinje. Han gav hende stor kreativ frihed til at skabe sit eget udtryk i designet, og jobbet hos Henrik Vibskov blev drømmejobbet for Maja Brix. Selvom hun stadig havde planer om at tage sin masterudannelse i London, blev hun hos Vibskov i flere år: ”Mens det her voksede, blev jeg ved med at tænke, at jeg skulle tilbage til London og tage min master. Men jeg kunne jo godt se, at det ikke gav mening, for jeg tog jo ti mastere hos Vibskov”. Maja Brix vendte aldrig tilbage til London og Saint Martins: ”Jeg tog Vibskov-masteren i stedet”, siger hun og griner.

I dag arbejder Maja Brix på sit eget mærke. Vores samtale afsluttes med fokus på noget, der ligger hendes hjerte nær – nemlig bæredygtigt design. Maja Brix er ikke et tøjmærke, der præsenterer to årlige kollektioner på catwalken. Hun arbejder derimod med få udgivelser af tøj, og dette er i sig selv en bæredygtig måde at lave mode på. Maja Brix går desuden meget op i valget af de materialer, som hun bruger. Det er vigtigt for hende, at en overvejende procentdel af hendes tøj produceres af bæredygtigt materiale.

Råd fra BOSS to FUTURE BOSS:

”Mit råd er at uddanne sig og arbejde så tæt på sit hjerte som muligt, det er der man er stærkest og kan gøre den største forskel. Hjertet finder man selvfølgelig både der hvor man er mest inspireret og glad men også i konflikter og kritik. Både de konflikter/kritik man har i sin faglighed men også dem man har i forhold til sin branche.”

 

 

 

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
close-alt close collapse comment ellipsis expand gallery heart lock menu next pinned previous reply search share star