Vi står i samlet flok og beundrer Pernille Lembckes villa i Ordrup en snevejrsdag i marts. Før vi når at ringe på, åbnes døren og Pernille Lembcke byder os velkommen i hendes hjem, som tydeligvis allerede ved første øjekast er en oplevelse i sig selv. Hun viser os ind i husets køkken alrum, hvor te og kaffe er stillet frem i anledning af vores besøg.
De drak te og de snakkede – jeg var lidt mere vild. Sådan beskriver Pernille Lembcke sine ungdomsår i Birkerød. En provins som hun på dette tidspunkt fandt kedelig. Med akademikerforældre følte Pernille Lembcke et vist pres for at komme i gang med uddannelse efter gymnasiet, og hun begyndte derfor at studere etnologi: ”Det var nok mest min fars idé. Det var ham der sørgede for, at der kom underskrifter ind på det rigtige tidspunkt og sådan”, siger hun grinende.
Jeg bildte mine forældre ind, at jeg skulle lave noget feltarbejde i Syditalien, og så tog jeg afsted. Som 19-årig mødte Pernille Lembcke sin nuværende mand, der var på vej til Italien for at lave noget arbejde for sit familiefirma. Hun så det som en oplagt chance for slippe lidt væk, og satte derfor sin uddannelse på stand-by og rejste med til Italien, hvor hun var meget inde over kærestens arbejde. Sideløbende startede de også deres eget brand, hvor de solgte druer, som på dette tidspunkt ikke var almindelig spise. De pakkede dem ind på delikat vis, og åbnede derved markedet for druer.
Efter vi havde rejst rundt i et par år, blev jeg gravid. Kæresteparret rejste hjem til Danmark igen, og Pernille Lembcke besluttede at uddanne sig som folkeskolelærer.
Jeg var ret populær blandt eleverne og ret upopulær blandt lærerne. Sådan beskriver Pernille Lembcke sine 5 år som folkeskolelærer. Hun greb opgaven an på en noget anderledes måde end hendes kolleger, hvilket skolens øvrige lærere fandt problematisk. Hun underviste blandt andet en 5. klasse i matematik, hvilket ikke var et fag, hun selv havde valgt eller var særligt god til: ”Det sagde jeg med det samme [til eleverne]. Jeg er pisse dårlig til matematik. Jeg er ikke så dårlig, at jeg ikke er på 5. klasses niveau, men jer dygtige elever kommer til at hjælpe mig”. Hun oplevede, at dette resulterede i stor udvikling hos eleverne, men de andre lærere mente, at denne udtalelse gik ud over alle elevers forhold til lærere.
Jeg vågnede en morgen og tænkte: ”shit, i morgen er der gået 25 år”. Hun frygtede pludselig at blive som de lærere, der havde været der i en menneskealder, og ligefrem var kommet til at hade børn af det. Hun sagde derfor op, og begyndte at fokusere mere på casting, som hun allerede havde arbejdet en del med sideløbende med lærerjobbet. ”Jeg blev ret hurtigt kendt for at være streetcaster. Jeg gik efter talenter på gaden”, siger hun. I starten castede hun primært til reklamefilm, men senere castede hun også til spillefilm, og var blandt andet caster på de sidste to ”Pusher”-film, som Nicolas Winding Refn lavede. Hun arbejdede i alt ca. 10 år som caster, hvorefter hun ikke længere kunne se sig selv fortsætte i faget.
Snakken falder nu på de produkter, der står på midten af det bord, vi sidder omkring. Pernille Lembcke er i dag iværksætter, og har udviklet netop disse produkter.
Alle stikker det op til næsen, men det har ingen lugt. Sådan siger Pernille Lembcke om det stykke kul, hun har stående på borde, og som nu går på runde, så alle kan få føling med materialet. Et naturmateriale hun stødte på i Japan i 2004, og som hun nu bygger hele sit koncept omkring SORT OF COAL på”. Kullet hedder Binchotan, og er noget, som Pernille Lembcke interesserer sig meget for. Hun har derfor startet en virksomhed med forskellige rensende produkter lavet af kullet. Dette har hun nu arbejdet på i de sidste 10 år, og brandet udvikler sig fortsat. Senest har Pernille Lembcke fået sig en samarbejdspartner, der arbejder på at promovere deres brand yderligere: ”Uden at skulle lyde alt for spirituel, så har jeg en fornemmelse af, at kullet tiltrækker de rigtige kunder og de rigtige mennesker. Hvis jeg er i tvivl om noget, så spørger jeg kullet”, siger hun og griner.
Råd fra BOSS to FUTURE BOSS:
”Hvis jeg kunne give mit yngre jeg et råd, ville det være, at være lidt mindre optaget af hvad drengene synes, at du skal være for en. Jeg synes, at jeg brugte al for meget energi på at søge bekræftelse, at skulle være lækker og smuk for drengene”.
myownbosscph.com 