”Jeg tager lige elevatortalen først! Mit navn er Nana-Francisca Schottländer, jeg er 41 år, og jeg arbejder i krydsfeltet mellem dans, performance og installationskunst. Det tog mig ca. 15 år at lave den elevatortale, for i den generation jeg er fra, skulle man helst vælge én ting og koncentrere sig om det.” Sådan præsterede Nana-Francisca sig for en mindre gruppe elever fra Borups højskole, som senere viste sig at være en højskole, Nana-Francisca selv har gået på, da hun droppede ud af sit sidste år i gymnasiet.
Vi befinder os i Københavns måske grønneste baggård, hvor solen er så skrap at solcremen går på en endeløs runde. Her fortæller Nana-Francisca om, hvordan hun som ung fulgte sin passion for dans. Denne passion tog hende til Spanien som blot 19-årig for at lære at danse flamenco. Her kunne man virkelig mærke den energi som bærer Nana-Francisca frem. Selv når hun sidder her i solen, og fortæller historien med sin meget rolige stemme, kan man mærke en stærk energi og en tro på sig selv. Denne energi mærker man også i historien om, hvordan hun trænede hårdt for at få bevægelserne helt ind under huden. Hvilket også lykkedes, da hun endte med at blive en af de dygtigste elever på den spanske flamencoskole. Men viljen og energien slutter ikke her. Nana-Francisca har foretaget sig mere, end hvad man lige kan tænke sig til. Som 21-årig tager til New York, hvor dansen bliver udvidet til jazz, ballet og moderne dans. Som 24-årig tager Nana-Francisca tilbage til Spanien, men denne gang kommer hendes vilje og energi virkelig til udtryk da hun må stille sig op og danse på Ramblaen for at tjene penge. Dette er en af de mange billeder man får af Nana-Franciscas tro på sig selv. Som hun selv siger: ”Når man gør noget, sker der noget” hvilket kan virke så åbenlyst og på samme tid så fremmed. Nana-Francisca viser gang på gang med sin historie, hvordan hun har taget springet ud i det dybe vand med begge ben og hele kroppen på en gang.
Midt i forårssolen, siger Nana-Francisca ”men hvis jeg ikke kunne gøre det, så kan det hele være fucking lige meget” dette stod i stor kontrast til hendes ellers så rolige stemme.
I 2015 lavede Nana-Francisca performancen Please Be Here Now, hvor hun brød igennem hos offentligheden. Hun boede tre dage i butiksvinduet hos Nørgaard på Strøget. Her undersøgte hun kroppen i forhold til både det private og offentlige rum. I denne performance og mange andre af Nana-Franciscas projekter sætter hun sig selv som en del af værket, hvilket også gør at hun står på mål for reaktionerne på værket. Dette kan til tider godt være hårdt, men det er også noget af det der er drivkraften, da Nana-Francisca oplever, at hun giver noget til verden og får en masse igen ved at sætte sig selv som en del af værket.
Lige nu er Nana-Francisca i gang med projektet ‘Inseparable Together‘ ved Vadehavet, hvor hun sammen med to andre kunstnere komponist Ellen Birgitte Rasmussen og fotograf Alexandra Buhl undersøger, hvordan man skaber kunst på naturens og tidevandets præmisser, hvor natur og kultur mødes.
Til sidst understreger Nana-Francisca, hvor langt man kan komme ved at tro på sig selv og ikke være bange for at spørge andre om hjælp eller råd for at nå sine mål. Hvilket efterlader en optimistisk stemning blandt den lille gruppe, som en efter en har sat sig sammen i en tæt klump i skyggen.
myownbosscph.com 