Vi ankommer til Vennemindevej på ydre Østerbro. Der ringes på, og vi bevæger os ind i en opgang, hvor en danseskole også huserer. Lejlighedsdøren åbner, og vi bliver modtaget en smilende Julia på både norsk og dansk. Begge dele flydende.
Der er lavet kaffe til os alle sammen. Julia sætter sig til rette med sin ’feminist’ kop. Hendes værelse er fyldt med parykker, hendes bøger er organiseret efter farve og selv er hun iført en smart kjole.
Julia har altid drømt om at blive skuespiller. Siden hun var 5 år gammel har drømmen været tilstede. Hendes onkel flyttede til Sydafrika efter apartheid for leve af skuespilerhvervet, og han har altid været hendes store inspiration. ”At blive skuespiller i Afrika”, var længe standardsvaret, da hun som lille pige blev spurgt om, hvad hun gerne ville, når hun engang blev stor.
Allerede som barn var Julia involveret i skuespilfaget. Hendes glæde ved at spille sammen med kendte skuespillere foran kameraet overskyggede fuldkommen det faktum, at hun fik løn for det. Det var blot en bonus for en dengang 6-årig pige med en stor drøm. ”Man skal vide hvad man er værd”, siger Julia, da hun fortæller om overgangen fra barneskuespiller til ungdomsskuespiller. Som en smuk pige er ungdomsrollerne typisk præget af at skulle spille ’babe’. Til det følger skud i bikini, hvor Julia ikke var i tvivl om, at hun skulle have flere penge. Det kunne dog være svært, fortæller hun. Producere er dygtige til at presse unge, ambitiøse skuespillere, som virkelig drømmer om at gøre karriere indenfor faget. ”Man vil det så fucking gerne”, siger hun. Også her var hendes onkel en stor støtte. Han lærte hende fra en tidlig alder, at man som skuespiller sælger sig selv, og derfor skal vide, hvad man er værd.
Julia er vokset op i Bærum i den vestlige del af Oslo. Et område, meget lig de nordlige københavnerforstæder herhjemme, præget af velstand. Et område, hvor de kreative fag ikke dyrkes og værdsættes på samme måde, som i mange andre dele af Norge.
Hun gik på et gymnasie præget af elever, hvis drøm det var at blive læge, advokat eller økonom. Hendes skuespildrøm var ikke ligefrem blandt ligesindede. Julia lod sig dog ikke påvirke af det. ”Jeg flytter til København og bliver skuespiller”. Det var svaret, når klassekammerater spurgte ind til Julias fremtid. Upåvirket af medstuderendes holdninger til skuespildrømmen, fik Julia en rolle i en norsk ungdomsserie: ”Så imens ’the rich bastards’ snakkede om deres medicin og jura, så tog jeg til Gran Canaria i 3 uger for at filme”, siger hun og smiler bredt. Imens hun som skuespiller var på vej frem, arbejdede hun på et castingburea i Oslo, hvor hun fik erfaring både foran og bagved kameraet.
Da Julia er færdig med gymnasiet, tager hun som lovet til København. Her starter hun på Johan Borups Højskole, alt imens hendes serie udkommer i Norge. I serien var hun castet som ”bitch”. Noget hun har prøvet en del gange. ”Jeg blev næsten altid typecastet som hende bitchen”, fortæller Julia.
”Vil I se nogle billeder fra dengang, jeg gik på Borups?”, spørger Julia. Et rungende ja lyder fra værelset og Julia finder glædeligt sin MacBook frem og viser og fortæller. Her er det tydeligt, at Julia er i sit es. Når hun kan få lov at fortælle og formidle historier. Smilende, investeret og helt animeret fortæller hun om diverse teaterforestillinger og kunstprojekter hun deltog i.
Fremtiden ser lovende ud for Julia. Mulige stillinger som kostumeansvarlig, reklameroller og en skud efter Teaterskolen er alle sammen ting, som Julia ser frem til. Alt dette virker dog som bagateller, da Julia fortæller videre. Hun har nemlig fået et tilbud om et samarbejde fra et bureau i Cape Town, Sydafrika. I februar drager hun til Afrika for at følge i sin Onkels fodspor. Til februar bliver hun nemlig ”skuespiller i Afrika”.
Foto af Jakob Skjerning Linneberg & tekst af Manne Godsk Scheef
myownbosscph.com 