Han henter os i security og hilser på os alle enkeltvis. Hans væsen er imødekommende og hjerteligt. En mand iført røde sneakers og et pin-batch på venstre bryst: ’democracy is too overrated’. Man får ikke umiddelbart indtrykket af, at man står ansigt til ansigt med et folketingsmedlem. Men det er han – en Alternativ en af slagsen. Han fører trop igennem borgen og fortæller røverhistorier midt i al larmen. Håndværkerne borer, hamrer og skruer fuldstændig hæmningsløst i folketingssalen, som er under handikaprenovering. Vi søger ly for støjen dybt inde i Christiansborgs gemakker, hvor Alternativet har deres gruppeværelse. Da vi træder ind, er der tegnet med rød tusch på væggen, som havde et barn været på færde. En mild drømmelignende melodi fra en harpe skyller ind over rummet, idet han øjner børnetegningerne til venstre for ham. Vi skal en tur tilbage til barndommen.
En knægt fra Klampenborg med store ambitioner er lige startet i folkeskole. En knægt ved navn Rasmus Nordqvist. Han sidder uroligt på sin stol i børnehaveklassen. ”Jeg skal lærer at regne!” udbryder han pludseligt. Ordene hænger tungt i luften, som røgen fra en Mistral-cigaret på en lavt belyst café i Paris. Som en supermodel fra Vogue vender den nyuddannede lærerinde sig dramatisk om. Fra den grønne tavle kigger hun noget forundret på ham . ”Vi har altså dansk nu.” mumler hun med trutmund og knipser så kridtstøvet breder sig. ”Jamen jeg skal lærer at regne, for jeg skal til Paris og lave couture.” svarer han prompte. Han endte med at blive en haj til algebra.
Rasmus er nu 18 år og drømmer om at lære fransk. En skæbnesvanger nat, med en glødende globus i skødet, faldt hans finger på byen Avignon i Sydfrankrig. Sagen var klar: Han lærde ikke en dyt i gymnasiet, og han ville et sted hen hvor de kun talte fransk. Han droppede straks ud af 2.g, drog afsted mod varmen og startede på gymnasiet dernede. Et år efter var missionen fuldført. Svært bevæbnet med franske adverbier tog han hjem og gennemførte sin bachelor i design på Danmarks Designskole. Men det varede ikke længe før moderlandet kaldte på ham igen. Han fik et job som designassistent hos designeren Thimister og flyttede til Paris. Og så begyndte tingene at tage fart.
Efter nogle år følte Rasmus, at hans navn efterhånden var godt etableret i modebranchen og fik derfor samlet sig mod til at åbne sin egen butik i København. Men han var al for forud for sin tid: Håndstrik, aftenkjoler og cocktails. Markedet dengang var af en helt anden støbning end i dag. Rasmus var på røven. Det store sats blev en katastrofe, og han måtte lukke butikken. I kølvandet på denne erfaring arbejdede han på forløberen til det, vi i dag kender som modeugen. Desuden underviste han i bæredygtig design på designskolen i Kolding og Berlin.
Tilbage til Alternativets gruppeværelse på Christiansborg. Vi sidder spredt rundt om det store mødebord, mens Rasmus fortæller om sin entre fra modeverden ind i den politiske. Som ung var han aktiv i bl.a Børnemagt, BZ bevægelsen og Unge mod Apartheid. Han har siden ungdommen altid haft et politisk spor sideløbende med sin interesse for mode. Mode er for Rasmus et politisk udtryk. For uvedkommende virker disse to verdener måske fundamentalt forskellige, men for Rasmus har de mere til fælles end hvad øjet umiddelbart ser: ”Det æstetiske spiller en stor rolle, men i høj grad handler mode for mig også om, hvilken tid vi lever i. Hvordan vi forholder os til tiden, og hvordan vi forholder os til hinanden. Mode er for mig mere end det, vi tager på kroppen”.
Da Rasmus kom hjem fra Frankrig var han mildest talt skuffet over den politiske udvikling i Danmark under Fogh-regeringen. Han havde indtil da været frivillig for Radikale Venstre og hjalp bl.a sin ven Uffe Elbæk med at stille op til folketingsvalget i 11’. Håbet var, at Helle Thorning-regeringen ville være et frisk pust efter Fogh, men de sad en anelse desillusionerede tilbage, som tiden skred frem. I 13’ gik snakken blandt vennerne på at etablere et parti – en tanke, der pludselig blev mere og mere aktuel. Især 3 centrale kriser fyldte meget hos inderkredsen af dét, der snart skulle blive Alternativet: Klima-, empati-, og systemkrisen. Klimakrisen er selvsagt den, som alle taler om i øjeblikket. Empati- og systemkrisen har derimod en mere filosofisk karakter. Empati i forbindelse med vores manglende evne til at hjælpe hinanden, herunder de mange mennesker, der er på flugt fra krig. Sidstnævnte, systemkrisen, refererer til dét at politisk forandring ikke altid bør komme oppe fra toppen af det politiske etablissement. Civil aktivisme med andre ord. ”Vi står 23 mennesker og præsenterer Alternativet på Christiansborg. Og folk sad og grinede af os”. I et rigidt system som det danske er dét at gøre tingene anderledes ikke altid noget, som falder i god jord. De tre kriser var partiets fundamentet, det, der skulle udvikles realpolitik på baggrund af. Alle som kunne og ville, var velkomne til at deltage – dette var drømmen for partiet.
Og folk reagerede på budskabet. I marts 2015 blev partiet endelig opstillingsberettiget. Valget kom prompte måneden efter. Alternativet fik 4.8% af stemmerne og derved 9 pladser i folketinget. Rasmus var nu folketingsmedlem for Danmarks første grønne parti med Uffe Elbæk i spidsen. Der er langt fra modebranchen i Paris til borgen, men her sidder Rasmus Nordqvist altså nu engang i dag. ”Det er nok den største udfordring i mit liv.” siger han og klikker en grøn kuglepen ned i det mørke skrivebord. Alle de uskrevne regler. Alle de hundredevis af lovforslag og EU-direktiver. Alle de lange arbejdsdage. Det er en helt anden virkelighed herinde en derude, fortæller han. ”Nogle dage kan jeg blive helt begejstret over tanken om, at 168.000 mennesker har stemt på os. Dem står jeg på skuldrene af. Andre gange føles det som om, at de står på skuldrene af mig” griner han og fortsætter; ”det kan jeg godt blive tynget af til tider. Men det er på mange måder en arbejdsplads som alle andre”.
Der er udefra set en masse hierarkier i spil i det politiske landskab, men de er ikke at finde på samme måde i det daglige arbejde. Diplomatiet kommer til syne i de små interaktioner MF’erne imellem. At Rasmus kan få sig en smøg med statsministeren nede i rygeboksen er et godt eksempel. Her kan de snakke om alt – lige fra hvad de lavede i weekenden til noget aktuelt i Europarådet – og det er dét, som gør dette sted til noget særligt. Vi beslutter os for at holde en rygepause – snakken om hyggestunderne med Lars triggede en del af de rygetrængende gæster.
Vi bevæger os igennem et rum, og jeg registrere, at jeg går fra spadseren til langsom slentren. Billeder af gamle ministre hænger på den matte mørkegrå væg. Jeg kigger op på Mogens Lykketoft, som her er iklædt et gråt jakkesæt og rødt slips. Han kigger tilbage på på mig deroppe fra med et tungt og bestemte blik i øjnene, som kan sætte enhver på usikker grund. Jeg retter ryggen, skyder skuldrene en anelse tilbage og lunter hastigt hen til de andre i rummet ved siden af.
Vi bevæger os ned gennem den buede gang mod den solbeskinnede terrasse ved Ridebanebygningen på Christiansborg, hvor Alternativet holder til. Der tages billeder, ryges smøger og tales på kryds og tværs. Rasmus begynder at blive tidspresset, så han foreslår at følge os ned til udgangen. På vejen ned går han og jeg et par meter foran de andre, da han bryder tavsheden.
”Det er jo også et pissehårdt miljø. Hvis du laver den mindste fodfejl, så udnytter alle det jo.” siger han noget betænksomt.
”Men samtidig beskriver du det som en enormt venskabelig stemning” spørger jeg undrende.
”Jo. Men ikke når der drejer sig om det, det drejer sig om”.
Ud fra alt hvad jeg har hørt ham fortælle i dag, lyder det til at være et enormt krævende sted at være. Det er ikke et job for alle, understreger Rasmus da også. Han er hvor han er i dag, fordi han arbejder for noget, som er større end ham selv. Men som han så inspirerende siger, så er det ikke kun på Christiansborg, at det lader sig gøre. Det gælder også ude i ’den virkelige verden’.
Vi tager afsked og takker for, at vi måtte komme på besøg. Arbejdet kalder nu engang.
Foto af Jakob Skjerning Linneberg & tekst af Ozan Yalcinkaya