Det er en solrig formiddag i oktober, da Johan byder et funklende nyt bosshold indenfor i sin lejlighed på Frederiksberg. Imponerede, nysgerrige og mildest talt grønne af misundelse går vi på opdagelse i et hjem, der helt tydeligt er noget for sig. Vi når da også kun akkurat at smide overtøjet, før dagens hovedperson afslører, at det er indrettet i respekt for dets særlige historie.
Og det er dét, Johan gør: fortæller historier. På film og tv, i radioen og – til vores held – i dag også fra en farverig lænestol i sin stue.
Johan Stahl er instruktør og har et hav af forskelligartede projekter i baggagen. Bedst kendt er dog nok 00’ernes satireprogrammer Drengene fra Angora og Go Røv & Go’ Weekend samt de eksperimenterende dokumentarer Det Røde Kapel (2009) og Ambassadøren (2011).
I dag veksler Johan mellem at lave hhv. reklame- og fiktionsfilm og er derudover medejer af produktionsselskabet Octopuss og ikke mindst den aktivistiske solbrillevirksomhed Dear Leader.
Men lad os starte et helt andet sted. Lad os starte ved Dostojevskij, operadrømme, middelmådig digtning og håbløst Jeff Buckley-hår. For uden at kunne et ord fransk, drog en kun 17-årig Johan til Marseille for at studere et år på gymnasiet. Til sin store skuffelse erfarede han dog hurtigt, at det franske skolesystem ikke havde plads til kritisk tænkning, så i stedet begyndte han at leve hvad han med ironisk distance i dag beskriver som et ”wannabe boheme-liv”.
Han slap med andre ord kreativiteten løs, og med den fulgte langsomt erkendelsen af, at han nok ikke var skabt til at følge strømmen. Johan skulle ikke gå i sine forældres fodspor – eller i nogen andres for den sags skyld.
”Jeg tænkte, at jeg blev nødt til at gøre noget, som jeg vil synes er sjovt resten af livet”
Så i stedet for at læse medicin som sin far, satte Johan kursen mod Danmarks Radio. I første omgang med henblik på at blive en del af Talentholdet, i anden omgang for at pitche idéen om en radiodokumentar. Og herfra gik det stærkt! Hos DR fik Johan lov at arbejde med dramaturgi og tilrettelæggelse, og vigtigst af alt mødte han mennesker, der ligesom han selv ikke bare værdsatte, men i høj grad også havde øje for, den gode historie.
Det står Det Røde Kapel og Ambassadøren som klare beviser på. Måbende ser vi til, mens teaseren til førstnævnte tv-dokumentar ruller over fladskærmen i stuen, og vi forstår, at vi sidder overfor et menneske, der er på evigt udkig efter alt det, der er anderledes. Det, der ikke er afprøvet før. Det, går lige til grænsen – og måske endda en smule over.
”Jeg har altid været nysgerrig og aldrig bange for at gå ud steder, der var lidt dodgy” bekræfter Johan grinende, mens vores øjne er klistret til skærmen.
Forklædt som medlem af en noget aparte teatergruppe drog han for 10 år siden på en ikke helt ufarlig mission til Nordkorea. Det skete i følgeskab med journalist Mads Brügger, komiker Simon Jul og den dengang kun 18-årige komikerspire Jacob Nossel. Sammen skabte de en dokumentar, der udviklede sig til at blive et kontroversielt, risikabelt og samtidig hysterisk morsomt studie af en kultur, der på mange måder må siges at være bygget op omkring løgn og fiktion.
Og det var netop Johans møde med det tyranniske diktatur, der blev springbrættet til et nyt projekt, som i dag står hans hjerte særligt nær. Med en kærlig hilsen til Kim Jong-il starter han solbrillebrandet Dear Leader og lader en del af overskuddet gå til oprørsgrupper i Nordkorea – for missionen er ganske enkel: Med solbrillerne ønsker han ”at hjælpe nordkoreanere med at se bedre”.
Komplet uforstyrret af de fremmede ansigter i stuen, sidder Johans søn og datter stille i hjørnet, travlt optaget af spil på deres ipads.
”Efter at være blevet far, vurderer jeg, at der nok ikke er flere klip i kortet til tosseprojekter” lyder det fra lænestolen. De seneste år har Johan derfor vekslet mellem at lave hhv. reklamefilm på store budgetter rundt omkring i verden og fiktionsfilm hjemme i Danmark.
”For mig at se, er det den perfekte kombination: At kunne tage af sted og tjene gode penge, for på den måde at købe sig tid til igen at vende hjem til de fede projekter, der virkelig betyder noget”
Et af de projekter er bl.a. novellefilmen Weekendfar, der har Thomas Bo Larsen i hovedrollen. Den vandt Robertprisen for årets lange fiktion (kortfilm) i 2014 og nu arbejder Johan på at lave den til en spillefilm for hele familien.
”Det handler om ikke at vente og ikke at tage et nej for et nej. Jeg tror på at være ihærdig og ikke give op. Jeg tror på at skabe sin egen uddannelse med benhårdt arbejde. Acceptér ikke lukkede døre, men se sprækkerne i dem, når de opstår” lyder de afsluttende råd.
Johan går til grænsen. Vi har mødt en instruktør, som tør lege med genrer, provokere, eksperimentere og som nødigt lader noget stå i vejen for sin nysgerrighed. Vi har mødt en ægte boss.
Foto af Freja Anne Duus & tekst af Anna Kaarsbøl
myownbosscph.com 