“Jeg har indtil videre – i 3 alvorlige omgange – svoret, at jeg aldrig nogensinde skulle arbejde med film igen, hvorefter jeg så har brændt hele lortet ned”

Det lyder måske dramatisk, men hvad er filmbranchen uden lidt drama? Denne metode er i hvert fald blevet en måde for dagens boss, producer Julie Leerskov, at genfinde sig selv på ny når end hun føler sig udbrændt.

På en kold efterårsdag med modvind på cykelstien, drager vi af sted for at besøge Julie i en hyggelig haveforening på Amager. Det føles som at træde ind i en oase i fuldstændig sikkerhed fra byens støj, idet hun slår døren op til sin kolonihave og byder os velkommen i varmen med et stort smil, kaffe på kanden og hjemmebagte boller.

DSCN2188

“Der er noget fedt ved at skrabe bunden. Det er som om, man har alt, når man har ingenting, fordi så mange nye døre bliver åbnet lige så snart du lukker én” erklærer dagens hovedperson ivrigt og lægger vægt på det positive afkast, som ofte opstår, når man sætter tingene på spil. Julie starter sin fortælling i det sydjyske, nærmere bestemt i Kolding, hvor hun er vokset op. Hun fortæller om at føle sig som det sorte får i en ambitiøs og forretningsorienteret familie, hvori hun stak ud som den, der altid var lidt bøvl med, og som aldrig tog skolen helt seriøst nok. Hun vælger at flyve fra reden som 17-årig og bosætter sig på Vesterbro – dels fordi hun keder sig, dels fordi hun allerede har oplevet et såkaldt “peak” i hjembyen, idet hun blev kronet som “Miss Kolding 1999”. Hun slår en høj latter op og fortsætter sin fortælling i et energisk tempo, som trofast følger Julies væremåde og person under vores besøg.

I hovedstaden bliver unge Julie præsenteret for et radikalt anderledes miljø, hvor kreativiteten, mulighederne og ikke mindst fest‐scenen blomstrer. Sidstnævnte udnytter hun i særdeleshed og tilbringer de følgende år på at brænde energi af ved skiftevis at feste og arbejde diverse jobs som kassedame i netto og bartender. Et liv, der senere bliver skildret på film efter et tilfældigt møde med en instruktør, som gerne ville lave en ungdomsdokumentar med Julie i hovedrollen. Det er under optagelserne til denne, at Julie for alvor mærker længslen efter en mere seriøs retning at dreje sit liv og karrierer mod. Igennem sit nu udvidede netværk, der opstod som følge af bl.a. dokumentaren, lykkedes det Julie at forhandle sig til et arbejde, der denne gang foregik bag kameraet. Hun blev hermed kastet i frit fald ud i branchen – uden nogen form for uddannelse eller reel erfaring til at støtte sig op ad. Men sådanne detaljer tilbageholder ikke en, der tror på, at man kan arbejde sig dygtig til det meste. Så med sin høje arbejdsmoral fra familien (som hun ellers ikke mente at have meget tilfælles med), arbejder Julie sig frem til et imponerende cv som prisvindende producer. Turen dertil er dog turbulent og stresset, og Julie advarer unge med interesse for filmbranchen om konceptet ”management by fear”, som hun beskriver som en sygdom i den kreative branche, hvor ledere skræmmer deres unge, uerfarne ansatte ved at understrege, hvor let de kan erstattes med den næste ivrige i køen, hvis de ikke agerer adlydende og taknemmelige.

DSCN2217

“Der er mange måder at lave film på og derfor aldrig et strømlinet system at støtte sig op ad” svarer Julie, da vi beder hende om at belyse den muligvis banale, men ikke desto mindre udbredte, undren over, hvad en producers job egentlig indebærer. Som ekspert forklarer hun, at svaret varierer afhængig af produceren og projektet, men slår alligevel ned på et par områder, en producer typisk er inde over. Det gør hun med udgangspunkt i dokumentaren ”Bobbi Jean”, som hun var med til at producere i 2016. Et projekt, som opstod da instruktøren Elvira Lind kom til Julie med en meget ufærdig og rå idé om at lave et filmportræt af en danser ved navn Bobbi Jean.

Julie kunne se potentialet i det tidlige udkast og ikke mindst i Elviras talent som instruktør og involverede sig derfor i projektet. Her sætter hun for alvor streg under det faktum, at en producer skal have kreative øjne – de skal kunne se nye muligheder i andres ideer. På den måde overgik ”Bobbi Jean” en transformation fra at være en historie om en danser til at blive en historie om at følge sine drømme.

DSCN2224

Når den gode historie er på plads, er det typisk også producerens ansvar at finde midler til finansiering og præsentere idéen for de rigtige mennesker og selskaber, som kan hjælpe med at bringe projektet til livs, forklarer Julie og supplerer med adskillelige anekdoter. Det bliver hurtigt tydeligt for os, at dét at lave film ofte er en meget hård og udfordrende proces at navigere i. Ifølge Julie kan den ligefrem blive destruktiv, hvis man ikke har et solidt fundament og klarhed over, hvem man selv er. Hun taler af erfaring og fremhæver det essentielle i at have styr på sin egen historie før man som producer vil håndtere andres: ”Det er i det hele taget vigtigt at være i kontakt med centrale menneskelige værdier, for kunst handler jo i sidste ende om følelser.”

En realisering, hun i høj grad krediterer sin store kærlighed, hendes mand Lau, hvis rolige tilgang til livet har lært hende at skrue ned for tempoet og sortere fra i de professionelle beslutninger, som ikke gør hende lykkelig – for arbejde er ikke alt, konkluderer hun i en sjælden alvorlig tone.

DSCN2233

Parret har i dag stiftet familie og lagt store planer for fremtiden. De flytter nemlig om kort tid til en gård på Ærø, og begejstret afslører Julie parrets smarte og kreative forretningsidé om at drive et hyldemarked i lokalsamfundet.

Men filmverdenen er naturligvis ikke sluppet, og lige nu arbejder Julie på et projekt om talentudvikling inden for film i det fynske landskab. Der er altså meget at glæde sig til, når man hedder Julie Leerskov og er sin egen chef.

Gode råd til sidst: Kom til tiden, få en god a-kasse og lær at lave lækre, billige pastaretter, der kan overkommes under de økonomisk svingende tider, som man oplever inden for den kreative branche.

Foto af Ida Sofie Lâm-Minh & tekst af Uzma Akbari

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s