Midt i byens pulserende liv befinder MOB-holdet sig på Kartoffelrækkerne, en Københavnsk oase, hvor vi i døren bliver mødt af Ida, hvis imødekommende udstråling afspejler sig i hjemmets varme og farverige nuancer. Hendes jordnære tilstedeværelse giver straks en afspændt samt hjemlig stemning i rummet, hvor vi alle har sat os i en rundkreds på kulørte puder.
Mens alle får slukket deres kaffetørst, tager hun os tilbage til sin opvækst i et ”striktrøjehjem”, der var præget af historiefortælling og nysgerrighed. Idas forældres arkæologarbejde medførte, at de bosatte sig på Marschalløerne i hele to år, da hun blot var 8 år gammel. Tiden i troperne var medvirkende til at udvikle hendes evne til at leve sig ind i en fantasiverden. Denne eskapistiske og legende tilgang til livet bragte hun med sig hjem igen. ”Hver dag efter skole tog jeg ud på mit mors arbejde ude på Lejre forsøgscenter for arkæologiske eksperimenter, hvor jeg ville tage en jernalderdragt på og lade, som om jeg levede i den tid. Så man kan vist sagtens sige, at jeg altid har været glad for at flyde væk fra virkeligheden.”
Musik vandt indpas i Idas liv, da hun som 17-årig flyttede til København og dannede gruppen ATOI, hvor hun lavede syret elektronisk musik med nogle venner. De blev sågar tilbudt at genfortolke Bjorks hit ”Army of Me” til hendes velgørenheds-cd for tsunamiofrene i Thailand. Denne tid var dog mere præget af fest og farver end seriøsitet og disciplin. Dette foruroligede hende lidt på daværende tidspunkt, da hun grundet sine forældres akademiske baggrund havde en følelse af, at der alligevel lå en vis agtværdighed i at mestre et område. På trods af dette skulle de scenetimer, hun fik gennem musikken, vise sig at være til hendes fordel.
2005 blev et afgørende og formende år, da Idas forkærlighed for at leve sig ind i forskellige verdener blev til en seriøs karrieremulighed. Hun besluttede sig for at søge ind på Danmarks tre skuespillerskoler, hvor hun efter tre afslag kom ind på statens teaterskole på skuespillerlinjen i Odense i en alder af 23 år. ”Jeg tror, at det er vigtigt, og det gør sig gældende for alle hårde kreative optagelsesprøver, at man ikke lader det være altopslugende. Man skal ud og skabe sit eget virke imens. Jeg kunne dog mærke, at jeg ved fjerde gang oprigtigt var klar og velafbalanceret.” Da Ida blev færdig var hun så heldig at få foden indenfor på Det Kongelige Teater som fast tilknyttet freelancer i fem år, hvor hun spillede alt fra Holberg til eksperimenterende teater.
Da Ida blev mor til Juno for omkring to år siden, skruede hun ned for blusset. I denne periode lavede hun i stedet en monologrække på Statens Museum for Kunst, indtalte lydbøger og underviste. Men nu har hun skruet op igen og er netop inde på Teater Republik resten af sæsonen, hvor hun skal spille to nyskrevne forestillinger. Den ene forestilling ”Med mig selv i mine egne arme” er en monolog skrevet af Christina Hagen, der berører det tabu, der kan være omkring at fravælge at få børn som kvinde. Afslutningsvis skal hun spille forestillingen ”Selvmordets anatomi”, der er til den tunge side på den store scene.
Noget essentielt, Ida nævnte om faget, var skellet mellem rollen og privatlivet. ”Jeg holder meget af at beskæftige mig med karakterarbejde, der har udgangspunkt i fysikken. For mig er kroppen en form, der spejler en persons indre liv. Kroppen er altså et spejl for menneskets måde at være i verden på. Det vil sige, at jeg indledningsvist arbejder med kroppen, når jeg skaber en karakter, for derefter at finde ind til det indre. Skuespilleren er ikke karakteren, men et menneske, der blot stiller sig til rådighed for et andet liv for en stund. På den måde skelner man lettere mellem karakteren og ens eget følelsesliv.”
I skrivende stund er jeg så enormt fascineret af Idas rolige og hæmningsløse fremtoning, som hun sad der barfodet og BH-løs og stod i skarp kontrast til os andre. ”Det er klart vigtigt at kunne lægge sin private forfængelighed på hylden, når man skal arbejde. For det er tydeligt og utroværdigt, når en skuespiller ikke tør være grim, men omvendt skal man også turde være lækker og stå ved sin forfængelighed.”
Denne samtale mundede ud i MOB’s gennemgående og afrundende spørgsmål: ”Hvilket råd vil du give fremtidige bosses?”. Hvortil Ida svarer: ”Jeg vil give et råd, som jeg ville ønske, at jeg selv havde lyttet mere til. Det lyder muligvis en anelse basalt, men man skal aldrig sammenligne sig med dem, man deler samme drømme med. Man skal hellere fokusere på egne styrker og eget potentiale. Altså hvordan er det lige, at du netop skiller dig ud?”
Foto af Katrine Bech & tekst af Emilie Edith Pold Riekehr
myownbosscph.com 