Vi bliver mødt af sød musik fra grammofonen, te på kanden, et sæt strømpesokker og et velkommende smil. I dag har vi sat kurs mod Københavns Nordvestkvarter for at blive klogere på en ung og inspirerende boss. Vi er på besøg hos sangerinden Emma Acs.
Grønne ranker kryber langs hylderne i reolen, hvor vinyler står side om side. På vores opfordring hiver Emma en af sine egne frem, så vi kan nærstudere coveret. Give In To Whatever lyder titlen. Senere vil vi forstå hvorfor.
Men vi starter historien i den københavnske bydel Husum. En bydel, Emma tildeler de knapt så flatterende adjektiver grå, kedelig og steneren. Det skal imidlertid vise sig, at det netop var kedsomhed, der fik lov at bane vejen til musikkens verden – for ud af kedsomhed måtte der nødvendigvis vokse kreativitet, erfarer en moden Emma i dag.
Fra teenageværelset i Husum begyndte hun at skrive sine egne sangtekster og forsøgte sig samtidig med guitarspil. Motivationen var dog først og fremmest drevet af en fascination for ord:
”Jeg var egentlig aldrig så interesseret i at lære at spille instrumenter. Jeg skulle bare skrive sange” slår hun fast fra lænestolen i stuen. ”Men så fandt jeg ud af, at jeg blev nødt til at kunne spille for at kunne skrive”
Trods skoletræthed startede Emma i 10. klasse på Det frie Gymnasium, hvor hun fik venner, der delte hendes interesse for musik. Hurtigt blev hun del af et mindre band, som lige akkurat nåede at runde Loppen og Huset i Magstræde, inden deres veje spredtes. Men rejsen var også kun lige begyndt for den dengang kun 16-årige sangspire.
Efter 10. klasse mødte hun en gruppe af kreative ildsjæle, der havde øvelokaler i en bunker på Østerbro. Et sted, hun i varig forundring bedst kan beskrive som et rumskib møbleret med håbløse, orange 60’er-møbler. Her lagde hun ud med at synge kor og spille tamburin – og jo, det var da sjovt i et halvt år. Så blev det kedeligt.
”Jeg ville jo gerne lave min egen musik og selv være forsanger. Så jeg fik på en eller anden måde gjort det til mit eget band” griner en ellers ret ydmyg Emma og fortsætter; ”hvilket jeg tror, den daværende forsanger i bandet synes var lidt, ja … sjovt”
Emma rammer play-knappen på sin Mac og føler instinktivt behov for at forklare, hvad der ligger til grund for den video, som toner frem på skærmen foran os. Fem unge mennesker ses siddende på et trægulv med hver deres instrument. En næsten uigenkendelig Emma med mørk page er i front.
”Ja, jeg ved ikke, hvor meget vi behøver at se af det her” smiler hun lettere forlegent, men lader mere eller mindre modvilligt videoen fortsætte. ”Det er et ret godt eksempel på, hvor lidt der skal til. Det er ikke optaget særlig godt, og det ser ikke særlig godt ud”
Til gengæld var der ved videoens tilblivelse bred enighed om, at musikken kunne noget, for herfra gik det stærkt. Bandet, der nu (ganske oplagt) hed Emma Acs, var heldige at ramme en allerede eksisterende hype omkring genren. Så de udgav single og video, skrev kontrakt med pladeselskabet A:Larm Music og pludselig bød sommeren 2011 på både SPOT- og Roskilde Festival.
Kort før bandet udgav deres anden plade, kom Emma ind på sangskriverlinjen på Rytmisk Konservatorium, og det nye studieliv blev et tiltrængt afbræk fra en ellers hektisk hverdag.
”Det var vildt fedt for mig på det tidspunkt – at lære noget om struktur. Jeg lærte blandt andet, at når man er sin egen chef, så er det vildt vigtigt for fordybelsen, at man planlægger sin tid og sørger for at holde de aftaler, man laver med sig selv.”
Sideløbende med studiet udgiver Emma Acs pladen Give In To Whatever. Bag denne gemmer sig en personlig og sårbar konfrontation med den depression og angst, der dengang prægede den private Emmas hverdag.
”Jeg havde brug for at give min angst en personlighed, en karakter. Jeg kunne ikke rigtig forholde mig til begrebet angst. Der var noget uhyggeligt, noget intenderende, noget forstyrrende over det”
Vi spidser ører til Emmas interessante og ærlige refleksioner, og koncentrationen intensiveres yderligere, idet hun sætter sin sang på anlægget. Én efter én begynder fødderne i rummet at bevæge sig i takt til rytmen.
For Emma blev musikken et redskab til behandling af sin angst, og i dag har hun lært at leve med den. Give In To Whatever handler netop om, at man er nødt til at acceptere, at den er der, men at den samtidig er mulig at kontrollere.
En spændende formiddag rundes af med et godt råd fra dagens bossinde:
”Brug tid på det, der er dig. Det, du føler styrker dig og giver dig selvtillid. Stol på dig selv og din smag, for alle vil have meninger om det, du laver.”
myownbosscph.com 