Camille Jones har vidst hvilken vej hun ville gå siden hun var helt lille. Hun er vokset op i et hjem med en far og bror som musikere, så det var let at blive inspireret. Hun kommer fra Århus, som også er stedet hun spillede for første gang. På da værende tidspunkt var fokus på at øve sig og havde intet med penge at gøre, så stedet og publikum spillede ingen rolle. Det var oplevelsen der betalte det hele, fordi for hende skulle der bare samles massere af erfaring.
Hun startede ud i et pigeband kaldet ’Girls Not Boys’ med nogle veninder fra gymnasiet, hvor de spillede en masse små jobs. Hun var i denne periode meget optaget af Minneapolis Prince og fik lidt senere gejlet sig til sit første gode band kaldet ’Camille Flavour’ med dygtige musikkere og det blev en seriøs realitet at blive en anerkendt musiker. I 1988 fik hun skabt sig et navn på den Århusianske scene og hun fik for første gang en følelse af succes. Hun spillede især meget på Musikhuset i Århus, men det handlede dog mere om at feste end at spille musik.
Camille Jones og hendes band ’Camille Flavour’ tog til København. De ville gerne opleve noget større, så de spillede i Fælledparken i Spejlteltet og her kommer Giovanni Bambino og tilbyder en pladekontrakt, som til en start er 3 plader. De opfinder artisten ’Camille Jones’ sammen, men det var svært for hende at være i det samarbejde, fordi hun gerne ville bestemme det hele selv. Senere får hun pladekontrakt hos Warner Brothers, og her er samarbejdet også lidt presset. Hun famler lidt i stilarter og kan ikke rigtig finde sin egen lyd, men pladen kommer ud og den bliver en succes, men Pladeselskabet og Camille var ikke et godt match.
Anden plade der var der fri leg. Der vidste folk hvem hun var, så hun kunne lavet noget helt andet, og hun kunne finde ud af hvem hun var. Hun udgiver sin plade via et musik booking bureau, og hun havde derfor 100% af kontrollen og låner 50.000 kr. af banken til et musikstudie. Hun fik en dagligdag i flere måneder, hvor hun ikke lavede andet end musik sammen med en tekniker. Hun kom med skitser og spillede guitar, og der manglede et nummer som var simpelt og med en skæv tekst. På 30 min finder hun et beat, spiller det for sin tekniker, hun indspiller det og på 2 dage var nummeret færdigt. Men en sangskrivningsproces kan også være meget anderledes, hvor man må hyre flere mennesker ind for at hjælpe med at skrive et omkvæd, finde et beat eller andet.
Sangen ’The Creeps’ bliver sat på i rummet og det får os til at komme op fra sofaen.
På første album P3 laver spiller de alle nye hits, men ’The Creeps’ kunne ikke spilles i radioen, fordi det talte til et for snævert publikum. Det gjorde hende ikke noget, fordi hun talte stadig ikke i kroner og øre, men hun laver stadig et remix af ’The Creeps’ som er lidt mere poppet, som spilles i radioen og bliver ugens uundgåelige og hun bliver en darling. Hun får en masse jobs på klubber og liver ringet op af Lifted House som gerne ville arbejde sammen med hende, men hun vidste ikke hvem de var og ville ikke arbejde sammen med endnu et pladeselskab og bliver sendt videre til pladeselskabet Tommy Boy Records, som var et legendarisk selskab og de kunne noget.. det var meget mere klub numre end det var poppet, og de var sikre på, hvis de fik en stor rapper ville det nummer blive et verdenshit. Efter nummeret havde været ude i et år laver Hollandsk dj Fedde Le Grand et remix, som stikker helt af i England og hun flytter til England og nummeret fik for alvor en klubvibe.
Hun rejste over det hele og spillede på klubber, og har spillet side om side med Avicii inden han blev stor. Hun har altid tænkt det var en overdrivelse når musikere sagde de ikke altid vidste hvor de spillede, men det er nu rigtigt nok når man rejser så meget rundt.
Det var svært for hende at omfavne, hvordan hun havde fået et hit i en musikgenre hun ikke kendte meget til, hvordan hun var gået fra soul til Up-beat pop og hvad hun lavede i en pailletkjole på en klub. Hun flytter hjem fra den ene dag til anden, fordi hun får en trykken for hjertet til det første job på en aften med mange flere. Hun ringer til en veninde som siger hun skal tage hjem og det gjorde hun. Hun var meget ensom i England ikke fordi hun ikke havde venner, men når de havde fri spillede hun jobs, og hun var 30, så det var for sent at finde noget andet at lave.
Hun tog hjem til Danmark og kom aldrig tilbage. Da hun kom hjem blev det hele en gør-det-selv proces, som hun i den grad havde brug for selvom det kun kunne blive kaos. Hun spiller jobs med Ida Corr som hun havde mødt via pladeselskabet Tommy Boy. De var i start 30’erne, men levede som folk i 20’erne og det hele var knap så ensomt når man havde hinanden. Hun lavede noget med Ole Henriksen som havde shows for kvinder i 40’erne, hvor hun skulle spille mellem foredragene. Hun skulle ikke bekymre sig om hvor mange billetter, der var solgt hun skulle bare ud og spille og gøre sin ting, og det var så befriende for hende.
I dag har hun på ingen måde lyst til et ensomt arbejdsliv. Hun vil gerne lave andre ting og laver andre ting, og har været til en erhvervscoach for at finde ud af hvad hun havde fået med fra de 20 års erfaring og for at få ord på hvilke kompetencer hun har. Der er et ønske om en hverdag, som ikke handler så meget om musik men mere kulturelt.
Når hun er ude og spille med en masse kollegaer er det vildt fedt, men når man kommer hjem er der dybt at falde, fordi det bliver så ensomt, hvis man skal sidde alle hverdage alene og arbejde.
Hun er meget kreativ, men har også et skema inde i hovedet og savner ofte mere struktur og især kollegaer som hun kun har i perioder.
For Camille Jones er livet blevet noget mere afslappet. Hun har fået en søn og har købt sig ind i en gård på Bornholm med 9 andre familier, så der er rig mulighed for at komme ud af byen og helt ned i gear.
Råd fra Camille Jones: ”100% af ingenting er ikke nær så sjovt som 70% af meget”
myownbosscph.com 