ÅSMUND BOYE KVERNELAND – LEDER AF KØBENHAVNS KULTURHUSE

FILM: LILY LEANA DULA JOHANSEN & OLIVER MIDTGAARD SVENSSON / FOTO: CAROLINE BECH / TEKST: OLIVIA HALSE PETERSEN

 

”Jeg er nok lidt en notorisk menneskesamler” siger Åsmund Boye Kverneland selv, hvilket fint forklarer, hvordan han har været inde og ude af brancher ved at bruge sit netværk og efterfølgende rette til ved at følge sin intuition.

De falmede gule mursten står i skarp kontrast til Åsmunds sort/hvide grafiske skjorte, da vi møder ham uden for kulturhuset Union, der har til huse på Nørre Allé ved Sankt Hans Torv. Åsmund Boye Kverneland fik i juli 2018 en lederpost i Københavns Kommunes Kultur- og fritidsforvaltning, og han driver i dag en række kulturhuse i København. Vejen til denne post har været kringlet, og Åsmunds tydelige talegave har drevet ham i forskellige retninger undervejs. 

42-årige Åsmund blev født i Stavanger eller “Norges west coast” som han grinende oversætter det til. I Stavanger, Norges olieproduktionshovedsæde, voksede Åsmund op på Steinerskole og flyttede som 19-årig til København uden noget egentligt formål, men med en tiltrækning af det frisind, rygtet sagde, herskede i København.

Midt i den unge Åsmunds dyrkelse af japansk støjmusik, dødslængsel og blåt hår, fik han tilfældigt kontakt med et børsmæglerselskab, som kunne se potentiale i ham til at rådgive norske virksomhedsejere. “Det var et stort kulturchok for anarkisten fra Norge” indrømmer Åsmund smilende og uddyber med, at han måtte investere i et jakkesæt, som ikke fandtes i hans daværende garderobe. Langsomt bevægede Åsmunds børsmæglergesjæft sig over i noget, hvor han nærmede sig at blive sidegadevekseler, næsten fra den ene dag til den anden befindende sig på businessclass på vej til Filippinerne med en åben returbillet, fordi han havde takket ja til et børsmæglerjob.

Gennem et voksende netværk blandt unge i det filippinske kunstnermiljø blev Åsmund mere og mere indigneret over undertrykkelsen af filippinerne og han indrømmer, at han var tæt på at blive en del af den kommunistiske modstandsbevægelse.

Vi sidder i caféen, der hører til Union, ét af kulturhusene under Åsmunds ansvarsområde. Der skal holdes et oplæg i et tilstødende lokale, og da der bliver spillet ”Barbie Girl” over anlægget som lydprøve indskyder Åsmund, at han har stået i den filippinske regnskov i et masseslagsmål og danset til præcis den sang. Da han kom hjem, vidste han med sig selv, at det var slut med at være børsmægler.

Tilbage i København tog Åsmund Den Fri Ungdomsuddannelse og udnyttede det SU-berettigede råderum til både at være på og bag scenen. Åsmund kom med sin punkerbaggrund ind i støjmiljøet i København, der mest bar præg af kultureliten, folk, der fandt sig godt tilpas i sorte rullekraver og smarte briller, som han selv formulerer det. Åsmund debuterede som DJ mere eller mindre tilfældigt, da et centralt modul til hans støjmusik-setup til en åbning af CPH:DOX i start 00’erne gik i stykker, og han stod mellem at aflyse eller at improvisere. Han havde aldrig prøvet at DJ’e før, men aftenen endte i et eksploderende dansegulv og nye bookinger umiddelbart efter showet.

Pludselig var Åsmund far som 26-årig, ”og den evige fest var slut”. Han fortæller smilende, samtidig med, at han retter lidt på sine hvid/blå-prikkede sokker, at han begyndte at pakke de sprutflasker, der altid er stillet frem i backstage og bag DJ-pulten, ned i tasken og gemme dem til f.eks. værtsgaver.

I 2016 grundlagde Åsmund sammen med Martin Højland og Martin Fernando Jakobsen (fra Den Sorte Skole) den danske afdeling af NGO’en Turning Tables, der igennem kreative workshops indenfor foto, film og musik sætter sig for at styrke udsatte unges omstillingsevne og modstandskraft og besøger bla. boligområder, asylcentre og unge hjemløse. Projektet fik stor succes og modtog for ikke længe siden en 5-års bevilling af Bikubenfonden på 11 millioner kroner. Åsmund pointerer ydmygt dét, som hurtigt går op for os i mødet med ham; ”jeg har nok dét, der hedder en startup-profil. Han fortsætter: ”Jeg er meget glad for, at Turning Tables Danmark nu skal ledes videre af meget driftsstærke personer.”

Da han fortæller, at han søgte og fik sin nuværende lederpost i Københavns Kommunes Kultur- og fritidsforvaltning, afbryder Mama Boss ham og siger henvendt til os ”Åsmund er med til at gøre kommunen sexet”, hvortil han griner. Han fortæller smilende om sit job og forklarer, at jobbet passer godt til ham, fordi det tillader ham at være risikovillig og grænsesøgende, godt bakket op af systemkloge kollegaer, men at han til gengæld også bliver udfordret, fordi MUS-samtaler, feriegodtgørelse, løntillæg og forvaltningsdansk næsten er fremmede begreber for ham.