FILM: OLIVER MIDTGAARD SVENSSON /FOTO: JASPER KREBS /TEKST: JOHANNE HOHLE HANSEN
Vi møder Veronica D’Souza i Carcels butikslokale i Oehlenschlægersgade på Vesterbro. Her hænger et udvalg af tøj i baby-alpaca-uld og silke; nogle af jakkerne er pyntet med broderier, men ellers er udtrykket enkelt, nærmest minimalistisk.
På spansk betyder Carcel – stavet Cárcel – fængsel, og det er der en særlig grund til: Mærkets tøj produceres nemlig af fængselsindsatte kvinder i Thailand og Peru. Mange af kvinderne er idømt mellem 25 år og livstid for kriminalitet, der ikke i Danmark ville resultere i lange straffe. Arbejdet med tøjproduktionen giver dem – udover noget at foretage sig i fængslet – en mulighed for at spare penge sammen og lære et håndværk, de kan bruge, når de en dag kan vende tilbage til samfundet.
Veronica fik idéen til Carcel, da hun besøgte et kvindefængsel i Nairobi, Kenya. Det gjorde stort indtryk på hende, fordi kvindernes historier var præget af social og økonomisk uretfærdighed: ”Det var kvinder, der havde begået kriminalitet på grund af fattigdom. Primært mødre, der ville forsørge deres børn, og så ender de med at sidde 25 år i et fængsel i Kenya og opgive deres børn til et børnehjem. Når de så kommer ud igen, er de bare endnu fattigere, og dét at være kvindelig kriminel er et kæmpe stigma, så det er enormt svært at vende tilbage til lokalsamfundet.”
Veronica boede på det tidspunkt i Nairobi. Sammen med tre studiekammerater havde hun skabt virksomheden Ruby Cup, der solgte menstruationskopper. Den idé bundede også i en social indignation: Hun og hendes studiekammerater havde hørt, at mangel på menstruations-hygiejneprodukter var den største grund til, at piger i fattige områder dropper ud af skolen. Det satte Veronica sig for at gøre noget ved.
På CBS, hvor Veronica tog sin uddannelse i Business, language and culture og sidenhen i International business and politics, havde de fået undervisning i nye forretningsmodeller, baseret på en form for social ansvarlig kapitalisme. Det handlede blandt andet om, hvordan man opbygger en virksomhed med fokus på at løse verdens problemer – og den tilgang til virksomhedsdrift passede godt til Veronicas egne værdier:
”Jeg har en idealistisk natur. Jeg vil virkelig gerne være med til at bygge noget, som er positivt og konstruktivt. Jeg har altid været lidt sur over ikke at vokse op i 60’erne, hvor musik og kunst handlede om noget, og alting var politisk. I stedet er jeg vokset op i 80’erne og 90’erne, hvor musik virkelig ikke handlede om noget, det var bare dårlig dance-musik.”
Den idealistiske, spontane og pågående tilgang til verden har vist sig at være et stærkt værktøj i Veronicas karriere. Da hun i første omgang fik afvist sin ansøgning til CBS, fordi hun ikke – som påkrævet – kunne tale spansk, mødte hun personligt op på studievejlederens kontor for at protestere over den beslutning. Vejlederen gav hende en udfordring: hvis hun i løbet af den følgende måned kunne lære spansk, ville hun blive tilbudt en plads på uddannelsen.
Veronica tog hjem til Jylland og bad sin mor om at køre hende til den nærmeste lastbilsstation, så hun kunne finde et lift til Barcelona. I Barcelona fandt hun et sted at bo, fik et job på en bar og begyndte at gå til undervisning på en sprogskole. Da hun en måned senere tog til eksamen på CBS havde hun egentlig ikke lært sproget super godt: hendes ordforråd begrænsede sig til basisvendinger og gloser fra bartenderjobbet, og hun kunne udelukkende konstruere sætninger i nutid. Men hendes åbenlyse gåpåmod sikrede hende alligevel en plads på uddannelsen.
Veronicas råd til unge iværksættere er derfor også, at de ikke skal være bange for at tage kontakt til personer, der kan hjælpe dem med deres projekter: ”Hvis man opsøger folk, siger de ofte ja. Det åbner døre at være åben og passioneret omkring sine drømme og idéer”.