DITTE SIG KRAMER – KOMMUNIKATIONSCHEF FOR VEGA

TEKST: FREDERIKKE LYNGGAARD SLOTH /FILM: OLIVER MIDTGAARD SVENSSON /FOTO: JOACHIM MICHELSEN KVALENG

 

Foran det ikoniske spillested VEGA møder vi Ditte Sig Kramer. Bag facaden har hundredevis af store stjerner og upcoming artister spillet koncerter i Vilhelm Lauritzens funktionelle arkitektur, som oprindeligt fungerede som et altomfavnende mødested for arbejderbevægelsen. Ditte hilser på os alle og viser os ind på Ideal Bar, VEGAs mindste scene. De har konstant gang i nye projekter i VEGA, fortæller Ditte. Et af de mange projekter de har gang i er VEGA|ARTS, som betyder implementering af performancekunst i nogle af VEGAs 350-årlige koncertarrangementer. Ditte fortæller passioneret og i hastigt tempo om VEGA og de mange koncerter og projekter, mens hendes hænder bevæger sig i samme hastige tempo, som for at understrege hendes entusiasme. Ditte fortæller, at det i hendes øjne er vigtigt med nye tiltag, som kan udfordre koncertformatet.

Man får indtrykket af, at Ditte kunne blive ved med at tale lige begejstret om VEGA og musik i det hele taget i flere timer, hvis det ikke var for Anika, der drejer snakken over på Dittes personlige liv. Ditte er født og opvokset i Vordingborg. Igennem sin folkeskoletid oplevede hun, at føle sig anderledes end sine klassekammerater. Først da hun flyttede skole, fandt hun ligesindede, som hun kunne dele sin allerede dengang store musik interesse med. I løbet af sin gymnasietid fik Ditte en udlængsel. Det resulterede i, at hun flyttede med en veninde til Paris, kort efter de var blevet studenter. Her boede der et år. Dittes plan var at arbejde, og det gjorde hun på forskellige cafeer. Arbejdsmiljøet i Paris viste sig at være ganske anderledes og hårdere end i Danmark. De gik meget i byen og levede på en sten. Da pengene slap op, måtte Ditte hjem og tjene penge for igen at kunne rejse ud.

Da Ditte igen vendte hjem efter en tur i Sydøstasien, var det for at begynde at studere. Hun startede på Statskundskab, men faldt ikke helt til på studiet, på trods af, at hun altid har haft en stor interesse for politik og samfundsforhold. Efter et par år stoppede hun studiet. Ditte gør et ophold i sin fortælling og understreger vigtigheden i, at turde vælge om, når det første valg føles forkert. Det gjorde hun. Hendes interesse for musik var ikke blevet mindre, og hun begyndte samme år på Film- og Medievidenskab.

DITTE 2

I studietiden tog Ditte kontakt til forskellige magasiner, som hun begyndte at skrive for. Da Ditte, som led i sin uddannelse, tog på udveksling til Stockholm, fik hun overtalt magasinet Gaffa til, at hun kunne skrive for dem fra Sverige. I Stockholm brugte hun meget tid på alt, hvad der handlede om musik, og pitchede en masse idéer til Gaffa. Efter udveksling kom hun et semester i praktik hos DR på P3. Her begyndte Dittes karriere at tage form. ”Her fik jeg skabt en masse kontakter, og virkelig lagt bunden til mit netværk, som jeg den dag i dag bruger virkelig meget.” fortæller Ditte. Hendes bedste fif er derfor, at komme i praktik et sted, hvor man kan skabe et netværk, og arbejde dedikeret med dette.

Da Ditte nogle år senere bliver færdiguddannet, ønskede hun, modsat tidligere, et fast job med fast indkomst. Det fik hun hos Sony Music, hvor hun arbejdede det næste 1,5 år. Samtidig med at Ditte stoppede hos Sony Music blev hendes far alvorligt syg. Pludselig stod hun i et limbo af at være dybt ulykkelig, samtidig med at hun ønskede at have knald på sit arbejdsliv. Løsningen for hende var derfor ikke længere et fast job, men i stedet at stykke opgaver sammen, og på den måde også have mulighed for at være der for sin far og resten af familien. Disse freelanceopgaver resulterede i, at Ditte langsomt byggede sit eget firma op af forskellige pr- og kommunikationsopgaver, fortsat inden for musikbranchen. Som selvstændig er Ditte bl.a. med til at lave forskellige festivaler, såsom Vanguard Music Festival, og andet som skaber en kobling mellem kultur og musik. Ditte elskede livet som selvstændig, og hvordan de små sejre føltes kæmpestore, fordi man havde opnået dem på egen hånd.

Til trods for Dittes succes som selvstændig, valgte hun for 4,5 år siden at søge et job som kommunikationschef for VEGA. For Ditte var jobbet som skræddersyet til hende, og da hun fik det, fortrød hun ikke et øjeblik, at hun var nødt til at opgive sit liv som selvstændig. For Ditte er det et kæmpe privilegium at få lov til at arbejde med musik og kommunikation hver dag, og slutter sin fortælling af med at konkludere, at hun har “verdens bedste job”.