Quarentine Boss : Cathrine Coleman/Filmfotograf

Boss i karantæne møder Cathrine Coleman foran kameraet, til en afveksling fra hendes eget kunstneriske virke, der ellers plejer at foregår bag linsen med kameraet solidt placeret mellem hænderne. I ugens virtuelle boss-besøg træder Cat ind foran linsen, og guider os gennem sin lejlighed på Nørrebro sammen med Anika som er den eneste fysisk tilstede udover Cat, mens os MOB-elever har lagt os godt tilrette i sofaen med en kop kaffe eller, en is i hånden klar til ugens inspirations fortælling.Billedet indeholder sandsynligvis: 9 personer, herunder Jef Anika og Catherine Pattinama Coleman

Ugens virtuelle Boss hedder Cathrine Coleman og er udannet fra Den Danske Filmskole i København i 2015. Hun har siden færdiguddannelsen skudt flere store filmprojekter bl.a. Christian D. 4, Psykosia, House of Dragons og ikke mindst afgangsprojektet Sorte Måne.  

Cathrines passion for film skinner igennem den firkantede skræm direkte hjem til os interesserede lyttere. Hun er både nede på jorden, ambitiøs, succesfuld, ærlig og nærværende. Det står hurtigt klart, at hun ikke går på kompromis med sine egne værdier, som hun selv påpeger på turen gennem lejligheden, ”jeg nok lidt politisk”.

cat1

 Vi spotter i vindueskarmen en skulptur lavet af kunstneren og vennen Luca. Til formål for, at samle penge ind til organisationen Together We Push, som hun har været med til at starte op. Cat fortæller ydmygt om sit frivillige arbejde med flygtninge på Sjælsmark, men lægger ikke skjul på at hun måtte trække sig for, at fokusere på sit eget mentale velvære, da hun selv har oplevet traumer i barndommen.

 

Det var nemlig med uro og optøjer i bagagen Cat kom til Danmark sammen med sin mor og søskende, da de flygtede fra borgerkrigen i hjemlandet Indonesien. Cat og familien bosætter sig på Frederiksberg. På det pæne Frederiksberg føler Cat sig fremmedgjort i teenageårene. Hendes interesser passer ikke ind og hun længes efter et fællesskab der deler hendes værdier og interesser, dermed opsøger hun en anden subkultur. En subkultur hun fandt i miljøet omkring ungdomshuset, Christiania, Loppen og til vennernes koncerter. Det var da også sådan Cat begyndte at filme, nemlig til vennernes koncerter, hvor hun skød deres musikvideoer.

 

På den videre tur gennem lejligheden gør Cat et kort stop ved entreen, hvor en masse stiletter står i

rækkevis sammen med en bunke af lækre vintage tasker der ligger i en rodet bunke på hylden. Cat afslører senere i besøget en sjov anekdote tilhørende de høje stiletter og deres forbindelse til arbejdet på filmsettet.

 

Kreativiteten har altid spillet en central rolle helt fra den tidlige barndom, hvor især Cats bedstemor har haft en afgørende indflydelse på både hende og tvillingsøsterens interesse for det kreative felt. Cat fortæller halv ironisk og med et smil på læberne, at det var ren hjernevask fra bedstemorens side i barndommen, der fik hende og søsteren til, at interesser sig for håndværk, kunstfilm og de små æstetiske detaljer. Helt konkret forærer bedstemoren et lille forstørrelsesglas til de to piger og fortalte, at de skulle lægge mærke til alle detaljer. Senere er det lille forstørrelsesglas blevet udskiftet med kameraet, men essensen er den samme, og Cats sans for de æstetiske og poetiske virkemidler har haft positiv indflydelse på karrieren. Cat fortæller selv, at hun er kæmpe fan af en gammel zoom effekt, som er blevet hendes særkendetegn i filmuniverset, desuden er hun meget fascineret af tætte billeder, som hun påpeger ”jeg vil meget gerne ind i øjnene og huden på de mennesker jeg filmer”. 

 

Cat skaber i starten af teenageårene sin egen lille familie blandt vennerne væk fra det pæne Frederiksberg, nemlig på Det Fri Gymnasium her får hun en masse bekendtskaber hun stadig har i dag. Her får Cat den stemme hun har savnet, samt den plads og frihed Frederiksberg ikke kunne give ”jeg ville bare væk fra det pæne hvide Frederiksberg, væk fra de racistiske udtalelser”. Selvom Cat på ”det fri” får medbestemmelse og plads til at være sig selv dropper hun ud, ”jeg kunne slet ikke finde ud af at gå i skole”. Efterfølgende starter hun på AFUK-akademiet for utæmmet kreativitet på Islandsbrygge. Akademiet får stor betydning for Cat, der giver plads til at lave det der interesserer hende. Selvom Cat ikke kunne koncentre sig i gymnasiet kan hun sagtens sætte sig ned og nørde igennem med skudplaner, planlægning og teknik.  

 

Ambitionen om at lave noget andet end det eksisterende gør Den Danske Filmskole interesseret i den unge Cat, der søger ind som 21-årig i 2011. Hun lægger ikke skjul på sine holdninger og overbevisninger til optagelsessamtalen. ”Danske film er kedelige og mangler diversitet”, understreger hun. Cat følger visionen om at skabe noget nyt med stor disciplin. Hun går ikke på kompromis med sine standpunkter. Derfor er Cat heller ikke bleg for at stå af projekter hvis de ikke lever op til de visioner og værdier hun gik ind i projektet med. Ambitionen er at ændre noget i verden, nedbryde fordomme, og som hun selv siger ”fortælle om de folk der ikke bliver fortalt om eller set ned på.” Det er essensen i det hun laver, som filmen House of Dragons er et pragteksemplar på. Hun deler sin computerskærm med os, så vi kan se et farvestrålende klip med unge tyrkiske mænd med LGBT-baggrund.

Billedet indeholder sandsynligvis: 2 personer, folk, der sidder, indendørs og tekst

Selvom filmene ikke når ud til et kæmpe publikum i biograferne får det ikke Cat til at stoppe, som Cat fortæller, er der ikke nogen der går ind og ser en film om selvmord d. 22. december, men det hindrer hende ikke i, at fortsætte for Cat er overbevist om at budskabet i sidste ende nok skal nå ud til de rigtige.

”SÅÅ karriereagtig er jeg heller ikke. Jeg kommer aldrig til kun at være filmfotograf. Ville være for kedeligt kun at skulle lave alle andres film. Jeg kan godt lide at lave tværfaglige projekter med performances og udstillinger.” 

Billedet indeholder sandsynligvis: 1 person

Vi takker stille og roligt af og forlader den virtuelle kærligheds sky vi hænger på efter besøget. Vi har mødt en stærk kvinde der har kæmpet for, at finde sig tilrette både i samfundet, interessemæssigt og arbejdsmæssigt, men en ting er fælles for alle aspekter – Cat går ikke på kompromis med sig selv. Hun ved hvem hun er og hvad hun står for, også er hun ovenikøbet skide dygtig. 

Til sidst som lovet afslører Cat, at hver gang hun er færdig med at filme en spillefilm, filmer hun den allersidste scene iført høje stiletter, som hun siger ”jeg er ikke bange for at vise jeg er kvinde.” Så bliver det vist ikke mere boss.