Quarentine Boss: Simon Witzansky/Set Designer

Tekst: Beate Elise Skakkebæk Lindegaard Foto: Julie Møgelmose‎ og Leonora Colmor Jepsen Film: Freya Mohr 

Det er den 22. april 2020. Corona pandemien raser. Det er godt og vel halvanden måned siden at nogen på MOB-holdet har været i samme lokale. Alligevel skal vi i dag på besøg. Virtuelt besøg, altså. 

Nogle ting er, som de plejer at være. Vi mødes til morgenmøde og bliver introduceret til dagens boss, Simon Witzansky. Vi har uddelt arbejdsopgaver, præcis som et normalt besøg. Alligevel er der en snert af forvirring og spænding: hvordan vil MOB se ud i dette format? Billedet indeholder sandsynligvis: 1 person, indendørsVia Zoom tjekker vi ind i Simons lejlighed, stemningen den samme som til et normalt boss-besøg, om end endnu mere afslappet end normalt. Vi sidder alle hjemme i joggingtøj med te i hånden, undtagen Anika Lori, der forinden har spist jordbærtærte og preppet Simon og indstillet computer kamera settings, ude i hans køkken.

Med det samme er det tydeligt for os deltagere, at der er et særligt venskab mellem de to. De mødtes på et kreativt værksted på Julius Thomsensgade for 20 år siden, og har holdt godt fast i hinanden, lige siden.

Det er altså her, Simons historie begynder. Efter denne uddannelses afslutning forsøgte Simon sig i flere år med at komme ind på Kunst akademiet, men uden held hver gang. Dette ledte ham til i stedet at gå i lære hos scenograf Mia Stensgaard. På daværende tidspunkt var Simon 23 år gammel, “pisse uerfaren” og forvirret over hvad det var, han gerne ville, som han selv beskriver det. Steensgaard var en meget anerkendt kunstner, som med sin kreativitet, sans for detalje og “pertentlighed” var en stor inspiration for Simon. Han fortæller at motivationen for at forsøge sig med denne vej i kunsten i høj grad byggede på en mavefornemmelse. 

Efter et år i lære hos Steensgaard søgte Simon ind på scenografi på scenekunstskolen, og blev optaget i første omgang. Denne succes var for Simon en indikation på, at mavefornemmelsen havde ramt plet og ført ham det rigtige sted hen. Derfor er første punkt på listen over vigtige ting i livet, siger han: “tro på den skide mavefornemmelse”. Når Simon ser tilbage, var det nærmest et held, at han ikke kom ind på kunstakademiet, for nogle ting passer bare, og andre passer ikke, som han forklarer. Scenekunstskolen og scenografien var hvad der passede for Simon.

Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.

Efter sin uddannelses afslutning, arbejdede han med scenografi i teaterregi, indtil han i 2008 blev tilbudt et job med at indrette restauranten Mielcke og Hurtigkarl. Det var første skridt på vej hen mod det som Simon arbejder med i dag: scenografi til events, udstillinger, natklubber og meget andet. Sideløbende havde han dog også en kontrakt med Aalborg teater. Den store arbejdsbyrde tog hårdt på Simon og stress, angst og mild depression meldte sin ankomst. Det skyldtes delvist et behov han selv havde for at presse sig selv til at præstere og vise sit værd, men Simon mener det i endnu højere grad skyldtes at vi lever i et samfund der ikke tager stress alvorligt. Derfor bliver andet punkt på listen: det er ikke bare café latte-stress. Det er alvorligt

Simons stress var ikke bare lige til at komme videre fra, og ledte til et større sammenbrud, hvor han blev nødt til at sætte tempoet ned. 

Billedet indeholder sandsynligvis: 3 personer, tekst

Flere år senere er Simon i gang med at designe endnu et event, da han bliver præsenteret for Godot – en kreativ sjæl som kommer til at betyde meget for Simons karriere. De opdager hurtigt, at de arbejder godt sammen, og det er startskuddet til en form for kunstnerisk symbiose, som man fornemmer eksisterer mellem de to i dag. Godot bor nemlig i den samme lejlighed som Simon, og som vi bliver vist rundt, får vi deres fælles arbejdspladser og spirende projekter at se. Lejligheden er tydeligvis et kreativt frirum for beboerne. Her er der små “værksteder” i hvert rum: VR-eksperiment, 3D-printer, DJ-hjørne og parfumelaboratorium. For Simon er duft nemlig en anden vigtig kunstnerisk udfoldelse. Han forklarer at dufte interesserer ham fordi det har en enormt stor påvirkning på os, som er styret af en form for primal instinkter. Et eksempel på lugtesansens store indflydelse på vores opfattelse af verden er den eks-kæreste man har, som er et kæmpe røvhul men bare dufter skidegodt – forklarer Simon med et smil – duften vil altid sætte gang i bestemte følelser hos os. 

For alle os elever er det tydeligt at mærke, at der skinner et enormt kreativt engagement fra Simon og ud gennem vores skærme. Der er en særlig drivkraft i Simon: nysgerrighed. Det er nemlig tredje punkt til listen over vigtige ting: man må aldrig, aldrig nogensinde slippe nysgerrigheden. Hvis man ikke er nysgerrig, så bruger man i Simons opfattelse sit liv forkert. Nysgerrighed hænger sammen med den sidste ting, der bliver sat på listen over ting, Simon ville ønske han havde vidst, da han var ung: tvivl er din bedste kammerat. Hvis ikke man tvivler, overvejer man ikke, hvordan ting kunne være anderledes, og det er grundstenen i at tænke nyt og skabe nyt. 

Med disse ord forlader vi Simon, slukker vores computere, og går igen ud i vores karantænetilværelse med fornyet indsigt og en smule firkantede øjne.

Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.