EVA MARIE RØDBRO – DOKUMENTARIST

Et keyword for Eva Marie Rødbro er ordet ’relation’. For Eva er det nemlig vigtigt, at der er et samarbejde, hvor det handler om at scanne og forstå vedkommende, for så at fange en position i sammenhæng hertil.

Tekst: Stella Vainer Wegloop / Fotograf: Julie Møgelmose / Filmfotograf: Olivia Jo Nice Glisman

Vi er på besøg hjemme hos Eva Marie Rødbro, dokumentarist og fotograf. Eva er på barsel med sin søn, Louis, på 8 måneder. Hun lægger ud med at fortælle om sin barndom med forældre, der begge er uddannet skolelærere. Da Eva var helt lille flyttede de i et kollektiv i Nordjylland, men ikke længe efter var hendes far med til at starte en efterskole, hvor Eva tilbringer resten af sin opvækst. For Eva var det en betydningsfuld tid, der har været med til at definere interessen for det unge segment. Det er nok ikke helt tilfældigt at flere af hendes projekter er kommet til at handle om teenagere, som hun selv beskriver det:  ’Jeg tror det handler om, at jeg er så fuld af den – altså alderen’. Samtidig begynder interessen for at opfange ’øjeblikke’ tidligt, og allerede i en ung alder har Eva stjålet et kamera fra efterskolen, som hun bruger til at tage billeder. Eva oplever sig selv som en observerende type, der ikke altid selv har brug for at være i centrum, men som barn på efterskolen får Eva at få en masse uønsket opmærksomhed. Det er måske allerede her Eva mærker et behov for at portrættere andre og selv fungere som fluen på væggen.

Efter tiden på efterskolen rejser Eva til Sydamerika som 19-årig, hvor hun ender med at tilbringe to år. Herefter går Eva på Teknisk skole og derefter på Fatamorgana, en fotokunstskole. Hun bliver mødt af en lang række af mere eller mindre excentriske mænd i ledende roller, hvilket munder ud i et had/kærlighedsforhold til magtfulde mænd, da det samtidig bidrager til noget, man kan styrkes af. Det bliver derfor også en slags fuck-finger og drivkraft, og hun bliver tvunget til at forholde sig til, hvordan man positionerer sig i forhold til disse mænd. Samtidig med at Eva fortæller om sit forhold til magtfulde mænd, tager hun sin søn op i sin arme og ammer ham. Vi oplever hurtigt, at Eva er en person, som er dygtig til at få folk omkring sig til at føle sig trygge.

Evas historie med skolegang er lang, og hun når også at tage et år på en analog printeruddannelse i Prag og derefter tre år på kunstakademiet i Amsterdam. Her oplever Eva at føle sig forskellig fra de andre, der fremstillede en bestemt type kunst, da hun tydeligvis allerede dengang var dokumentarist, men ikke har et sprog for det på det pågældende tidspunkt. Til afgangseksamen skaber Eva sin første video, og der oplever hun en slags nøgle ind til det næste niveau, som er at skabe film. Her opdager Eva også, at det, hun mangler for at kunne overleve i kunstbranchen, er et netværk og et fællesskab, som man kan læne sig op ad. På det her tidspunkt har Eva boet ude i ca. 10 år, og vil hjem til Danmark, så hun søger ind på Filmskolen i København. Eva studerer på dokumentarlinjen, og har siden hun dimitterede på uddannelsen skabt en masse doku-portrætter af personer og grupper, som har en spændende historie at fortælle. Eksempelvis som ’Prinsesserne fra Blokken’ om nogle kvinder fra Københavns Vestegn. Evas mand bliver boende i Amsterdam og kort efter bliver de skilt fra hinanden, hvilket bidrager til, hvad Eva karakteriserer som et kaos, som hun bruger meget i kunsten de år: – ”Det var en dark tid, men også en smuk tid”.

Et keyword for Eva er ordet ’relation’. For Eva er det vigtigt, at der er et samarbejde, hvor det handler om at scanne og forstå vedkommende for så at fange en position i sammenhæng hertil. Eva arbejder også ofte med at skabe flere projekter med samme personer for at danne den reelle relation. Ifølge Eva så har dét at være uden for sammenhæng i flere tilfælde gjort, at hun har dyrket det fragmentariske og subjektive blik. Samtidig formidler Eva det således ”Du skal ikke blande dig i andre folks smerte, hvis du ikke har noget at tilbyde”. Herudover fortæller Eva også om nogle af de dele, som kan være svære ved at begå sig i den kunstneriske branche. Her særligt forholdet til at blive accepteret af andre, og at alle skal kunne lide en samtidig med – ”Dem som alle kan lide, er også fucking kedelige”, som hun selv siger det. På den måde er ordet relation et interessant begreb, da det ikke altid behøver at være en god relation – en relation kan være mange ting.

I dag underviser Eva blandt andet på Filmhøjskolen på Møn, samtidig med at hun arbejder på flere dokumentar-projekter. Vi slutter af med at spørge hende, om hun har nogle gode råd til os unge: ”Ta jer tid, der er ikke noget slutmål. Der vil hele tiden være et nyt mål. Der er ingen opskrift på livet”. Eva formidler det for os som, at alting har en betydning, og selvom vi ikke skal noget med den kunst, vi udarbejder lige nu, så kan det stadig have en væsentlig betydning for os og være med til at forstå nogle ting om os selv og omverden. Her runder Eva af med at identificere de kvaliteter, der er problematiske, nemlig stolthed og hovmod. ”Man skal ikke tro, at man ved alting, og det er centralt at være ydmyg og nysgerrig. Det har man meget mere at vinde på”.