Jan Gleie har et varmt kropssprog og en levende mimik. Der går ikke længe før vi alle sidder fortroligt tilbagelænet i hans lædersofa, fuldstændig betaget af hans historier og rejser. Jan fortæller helt åbent og uden filter om personlige oplevelser der har været skelsættende for ham.
Journalist: Nanna Skou / Foto: Mollie Næss Schmidt / Filmfotograf: Kosovare Gela
Det er onsdag og vanen tro er bosserne taget ud for at besøge endnu et inspirerende menneske, som vi kan lære af. I dag besøger vi reklamefilmsinstruktøren Jan Gleie, og han har inviteret os hjem hos ham på Frederiksberg.
Vi bliver mødt af en kæmpe træfacade, som udadtil ser lukket og privat ud, men inde i huset gemmer der sig et væld af indtryk og personlige detaljer. Jan’s hus minder mest af alt om Zoologisk Have’s sommerfugledrivhus. Huset er på flere etager og rummer så mange vinduer at man har en følelse af at befinde sig i en glaskugle. Værelserne er fyldt med grønne spirende planter og rå træmøbler. Væggene er dekorerede med fotografier af smukke nøgne kvinder med skinnende hud og stilen er generelt præget af enkelhed, rene kanter og hvide baggrunde. Der er så meget at kigge på, at det føles, som at være på museum. Vi lister forsigtigt rundt, bange for at komme til at vælte noget. Intet er placeret tilfældigt og selv Jan’s skrivebordsrod ligner kunst.
Han lægger ud med at fortælle os om et besøg hos en spåkone for et års tid siden, som fik ham til at indse hvordan han opfatter sig selv. Han fortæller os om hvordan samtalen endte ud i at han sad og stortudede over at skulle sidde og sige at han er reklamefilmsinstruktør:
”Jeg har meget svært ved at anse mig selv som kunstner, men når jeg ser tilbage som voksen, synes jeg at jeg meget hurtigt finder ud af hvilket væsen jeg selv er, og hvad der giver mig lysten til det jeg laver.”
Som voksen kan han sagtens udpege sine kunstneriske tendenser og tilbøjeligheder. Eksempelvis hvordan han allerede som 10-årig lavede sin første kortfilm med opsat lys, planter og Action man figurer på række. Hans fascination af at skabe med sine hænder husker han også helt tilbage til dengang han var med sin far på arbejde og kunne sidde og tegne fordybet i flere timer.
Jan er vokset op alternativt i et kollektiv med højt til loftet og ingen begrænsninger. Han er stadig inspireret af sin barndom og bruger tit sine allerførste erindringer som afsæt i sine reklamer.
Jan vil gerne lave reklamer som andre ikke laver og gør en stor dyd ud af at bruge sit personlige udtryk. Han vil gerne trænge igennem med sit præg i alle sine forskellige reklamer og snakker især om effekten af håndholdt kamera og dyrkelse af stemninger. Jan står ved at han kan lave alle slags reklamer så længe han kan finde sig selv i dem og det kan man efter hans mening, hvis man kender og dyrker sit eget unikke udtryk. For Jan er det vigtigste ikke at fortælle historier, men at skabe stemning. Han er fascineret af hverdagen og gennem hans billedlige fremstillinger er det tydeligt at mærke at han finder det genkendelige smukt. Han formår at genskabe situationer vi alle kan relatere til og derfor bliver fanget af.
Jan vækker ikke kun stemning, men også følelser hos seeren – han fremkalder minder i folk.
Jan’s reklamefilm er ofte et bombardement af sansninger og associationer, der kommer til udtryk i en form for ”flow of conciousness” – det mest beundringsværdige er dog at han ikke planlægger hvad han vil gribes af og styre imod. Han følger blot sin intuition og umiddelbare fascination og lader sig flyde med processen: ”Hvis i får stillet en opgave, så lad være med at bevæge jer væk fra den originale idé, for det er meget svært at lave om på hvad du får stillet. Det handler om hvordan du bearbejder opgaven.”
Jan’s umiddelbarhed er også at skimme i hans tilgang til sin karriere:
Efter 10.klasse valgte Jan at flytte til USA, hvor hans amerikanske kæreste boede. Det var en nervepirrende og stor beslutning for ham, så da hun dumpede ham idet han ankom til lufthavnen slog det al luften ud af ham. Han ville ikke være et fjog og bare tage tilbage til DK, så han valgte derfor at blive, dog med den forudsætning at det ville blive et lorte-år. Mod alle forventninger viste det sig at blive det bedste år nogensinde. Jan nød at gå på High School og få prøvet ting af – han så det som en mulighed for at vælge alt og eksperimenterede derfor med flere kunstneriske arenaer på samme tid. Han tog efterfølgende tilbage til DK for at færdiggøre sin HF og havde ambitioner om at skulle arbejde i en bank. Der gik dog ikke længe efter han var færdig med sin HF, før en praktikplads på et reklamebureau bød sig og han valgte at tage chancen, allerede som 20-årig. Han endte med at være på bureauet i over 3 år og blev assistent for en kreativ direktør. Der kom mere skub i hans karriere og selvom han havde perioder hvor han måtte leve på røven og andre hvor rigdommen var overvældende, nød han godt af sine erfaringer og prøvede at møde sine muligheder med åbne arme. Han blev artdirector på et filmset i L.A., hvor han både knoklede med ansvarsfulde, udfordrende opgaver, men også praktiske gøremål, som at samle filmstjernernes cigaretskodder og tømme campingvognenes toiletter. I sine unge år var hans liv præget af op- og nedture, men han holdte alligevel fast i trangen til at skabe. Han kastede sig ud i et projekt som maler og fik også arbejde hos Kenneth Madsen som runner.
Kenneth Madsen har spillet en stor rolle i hans liv og medført mange gode kontakter – Jan fortæller os om ham med et smil på læben og stor taknemmelighed. Han tager efterfølgende til London for at arbejde og begynder allerede dér, at skabe sig et navn i den kunstneriske branche. Han har siden da nydt glæde af internationalt samarbejde på kryds og tværs og bliver lige nu præsenteret af forskellige produktionsselskaber. Han fortæller stolt om sit sidste job hos Hermés og han viser os gamle reklamefilm fra hans lange periode hos Fakta og bl.a. Forsvaret.
Jan mener at hvis man kan forestille sig selv i en given situation, hvor man dyrker det man brænder for – så må det være det rigtige: ”Hvis i kan forestille jer selv der sidder og klipper, skaber med ler eller danser foran et publikum, så er det dét i skal gå efter.”
Jan’s ærlighed og på-på-mod smitter og selvom hans karriere ikke hele vejen har været fest og farver, så får han det til at lyde let og oplagt at gå efter ”drømmen.”
Selvom at hans arbejde er vigtigt og indholdsrigt for ham, holder han dog alligevel fast i at man ikke KUN er sin kunst. Han siger afslutningsvis: ”Mange af mine erfaringer har fået mig til at indse at jeg endelig ikke må ende dér, hvor at jeg ER mit arbejde og måler mig selv og hvor godt et menneske jeg er, i forhold til mit arbejde eller hvor meget folk vil betale for det. Det må i endelig ikke lade jer opsluges af og fanges i som kunstnere.”
myownbosscph.com 