Bag Maria Torp hænger et maleri hun har arbejdet på de sidste mange uger. Et maleri af en buket blomster, hvor detaljerne er så præcise, at vi næsten kan dufte blomsternes søde duft. I den anden ende hænger et maleri hun færdiggjorde for noget siden, af et menneske, hvis ansigt forsvinder ind i mørket. På denne måde arbejder hun med, at øjet kan kompensere for det man ikke kan se. Men, hvordan starter alle disse tanker en kunstner kan sidde med, om hvorvidt man skal male det ene eller det andet? Dette kan man kun finde ud af ved at starte – fra starten.
Tekst: Guillermo Alonso Fernandez & Caja Erritzøe Cristensen / Foto & Video: Leah Johanne Johnsen Torkelsen
Q+A – Maria Torp
Maleren Maria Torp i 5 ord?
Arbejdsnarkoman, ambitiøs, vedholdende, energisk, forelsket i maleri
Beskriv dig selv og dit liv som teenager og ung
Sindssygt spørgsmål… jeeez!!! haha. Min barndom og ungdom har været præget af nysgerrighed, frygtløshed og iver for at opleve og erobre det endnu ukendte. Jeg var fan af Silas, Oliver twist, Annie, Pippi, og stort set alle der boede på børnehjem eller i cirkus. Jeg tegnede, klatrede i træer, gik med dolk og hed Jimmie til jeg var 11. Jeg var lille på Chr. havn hvor miljøet, dengang i slut 70’erne- start 80’erne var lidt råt.. Heroin og hærværk var et stigende problem, men der var også fuld af mennesker og liv. Som 6 årig var jeg vidne til et bankrøveri i Bikuben, som vi boede ovenpå. Det i sig selv fandt jeg aldeles storslået og inspirerende og næste dag gik jeg ned i købmandsforretningen på torvet og stjal et kæmpemæssigt legetøjsgevær.
Da jeg var 7 år flyttede vi fra Chr. havn til Gentofte. Et skift som jeg kunne mærke, omend jeg ikke forstod meget. Efter at have prøvet at overbevise mine nye klassekammerater om at jeg var kommet fra et cirkus i Frankrig, havde bøffet alles viskelædre og udvekslet blå øjne med drengene, faldt jeg nogenlunde til. Grunden til at jeg i dag tænker at dette, og andre skift senere i livet er interessante, er fordi jeg tror at det gør noget ved os. Det at lære at begå sig i forskellige omgivelser og kulturer er super værdifuldt, og er med til at nedbryde fordomme. Og for mig generelt, er det ensbetydende med en frihed.
Jeg begyndte at spille badminton, og det var jeg god til. Jeg endte derfor med at gå på et eliteidrætsgymnasium, det var ikke super fedt. Jeg havde nogle helt andre forventninger til gymnasiet. Men her var det skrabet ned til et minimum, så folk havde mere tid til deres idræt. Sport var samlingspunktet og chargonen var kæk og smart i en fart. For mig stod det mere og mere klart, at jeg savnede udvikling hen mod noget andet. Jeg besluttede at gøre gymnasiet færdigt, men engagerede mig kun fagligt. Jeg stoppede med at spille badminton, flyttede hjemmefra og skrev opgaver om Michael Strunge og om de største malere i Post impressionismen. Måske har jeg udtrykt ønske om eller spørgsmål til hvordan man blev kunstner, for idag husker jeg stadig meget tydeligt, hvordan min dansklærer fortalte mig at det ku jeg godt glemme. Mit liv var alt for godt til at jeg ville kunne ha noget på hjerte, der kunne resultere i et kunstnerisk udsagn.
De 3 år var på ingen måder tabte år. Udover at gi mig en modenhed og viden var i den grad med til at definere hvem jeg var og hvor jeg sku hen.
Du vælger at tage på en dannelses rejse som 18 årig til Asien – fortæl lidt om den og hvordan det er med til at forme dig / ruste dig?
Da jeg flyttede hjemmefra fandt jeg endelig “hjem”. Fandt mine mennesker, og nød hvert øjeblik af det at være ung med livet foran sig. Jeg rejste efter et års tid til Sydøst Asien, hvor mine oplevelser ville kunne tilskrives deres helt egen bog. Men bare for at nævne et par, så boede jeg på et bordel i Vietnam, rejste rundt med en forældreløs dreng, blev spærret inde hos en narkohaj i Malaysia, underviste på hemmelige skoler i Myanmar under militærregimets nedlukning af universiteterne, gik på klip klap sandaler fra Syd til nord Laos gennem noget af verdens ældste regnskov, boede 14 dage i en opiums hule, blev skudt efter, og flyttede ind hos et stammesamfund på en lille ø ud fra Sumatras kyst, hvor de alle havde filet deres tænder skarpe og var tatoverede fra top til tå. De gamle damer sad om min sovemåtte hver aften og sang sange for mig, på et sprog som kun denne lille stamme talte. Ret fantastisk- men også lidt crazy. Det var selvfølgelig før computere og mobiltlf. man kunne skrive et brev, der så var en måned eller to om at komme hjem.
Inden jeg tog afsted havde jeg søgt ind på en skole i London. Graphic design/ Fine art. Egentlig gjorde jeg det mest fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle med mit liv. Og ræsonnementet var at jeg så ville gøre dette mens jeg fandt ud af hvad jeg ville. At dyrke min hobby kunne vel ikke give bagslag. Jeg havde 50 dollars tilbage på en rejsecheck, så jeg fandt hurtigt et arbejde. Det var på den spritnye og derfor helt hippe GayBar i SoHo, Freedom. Her arbejdede jeg Ons, Tors, Fre og Lørdag. Det var et komplet fantastisk år, men også hårdt. Og det var i uendelig stor kontrast til det jeg lige havde befundet mig i.
Efter et år tog jeg orlov i et semester. Had to see about a Guy. Jeg kom aldrig tilbage til London, men har idag 2 børn med ham.
Herhjemme startede jeg i et atelier, hvor der stod andre kunstnere og langsomt blev der formet en retning i mit hoved. Efter en tur på teknisk skole, søgte jeg ind på Kunstakademiet og kom ind 2. gang. I det hele taget syntes jeg, at denne ungdoms periode, er totalt hæsblæsende. Alt det man går igennem på meget kort tid. Youth is not wasted on the young.
Hvilke vigtige valg har du taget omkring din kunst og uddannelse i tidlige år?
Jeg elskede at gå på akademiet. Elskede at male og elskede den rejse det var. Måske har det altid været sådan jeg har orienteret mig. Men jeg kan også huske følelsen af at tage et skridt VÆK fra det almindelige og det sikre. Men langsomt gror man ind i sit eget liv. Sådan tror jeg bedst jeg kan beskrive det.
Jeg husker også at der var utrolig lidt jeg forstod om kunst. Og der er stadig utrolig meget jeg ikke ved. En af årsagerne til at jeg dengang besluttede mig for at lære at male realistisk, var at det var noget jeg kunne begribe.. Jeg kunne se en teknisk fremgang og det andet måtte komme efterhånden. Selvfølgelig var jeg også komplet forført af farver, komposition osv, men det var et ståsted. Jeg så det dengang som et håndværk jeg ville tilegne mig, for så, at kunne vride det i alle mulige retninger. Dvs. kunne bruge det tekniske som en bred pensel… Og selvom det at udfordre det realistiske maleri for mig idag ikke indebærer pigtråd og spraycans- så er det stadig mit ærinde.Jeg vidste at det ville tage 100 år at nå et højt niveau, og jeg kan huske at det var noget jeg reflekterede nøje over om jeg skulle bruge så lang tid på. Så ved siden af passionen, er det klart også viljens værk.
Hvordan er det at leve som kunstner?
Det er vel et slags cirkusliv… Jeg elsker det. Men som tidligere nævnt, så er det et liv man gror ind i. Ting bliver pludselig normaliserede og en dag kan man slet ikke huske at der var nogen der engang hed feriepenge og weekender.
Som moden kunstner, sker der så til gengæld noget andet som er mega spændende. Efter at have brugt lang tid på at søge indad i kunsten, kan man nu begynde at orientere sig udad igen. Ud mod samfundet. Det er i korte ord ihvertfald min oplevelse.
Hvad får dig ud af sengen om morgenen?
Jeg syntes det at sove er det kedeligste i hele verden. Jeg vågner altid før mit vækkeur, og elsker at jeg lige om lidt står i mit atelier!
Et godt råd til unge spirende kunstnere?
Aldrig tro at du er forkert eller ikke har noget at byde på! Alle har noget, og der er ingen opskrift på det at være kunstner.
myownbosscph.com 