Debut singlen “Wedding Song”, som i foråret 2020 blev udgivet under Blad Management, markerede officielt kunstneren Ghazals magiske indtræden på den danske musik arena. Vi møder kvinden bag lyden, Ghazal, og en historie om at finde og forstå sig selv, i forhold til sine egne vilkår og forudsætninger i livet – og hvordan netop dét kan hjælpe en til at finde et pejlemærke i en ellers uhåndgribelig tåge. “Det var så banalt det der skulle til”.
Tekst: Andrea Marie Glad Hommel / Fotograf: Sif Szetu / Filmfotograf: Olivia Jo Nice Glismann
På 2 sal i sin lejlighed på Vesterbrogade, bliver vi imødekommet af den 26 årige kunstner og sangerinde Melodi Fnug Soltani, og en behagelig duft af friskkværnede kaffebønner, der hænger let i luften. Lejligheden er farverig, og beklædt i mønstre og personlighed – lidt ligesom Melodi selv. En hyggelig melodisk summen omslutter rummet og betoner det musiske sind, vi om lidt skal lære at kende.
Melodi fortæller indledende, at hun er født og opvokset i Vangede i Gentofte kommune, eller “en lille by på den forkerte side af Lyngbyvejen”, som hun selv kalder det. Her voksede hun op under hendes forældres vinger, der netop var flygtet fra Iran og ankommet til Danmark et års tid inden hun blev født. Det var ikke en situation der tillod, at hendes forældre kunne føre an, og Melodi følge trop. De stod alle tre – på trods af alder – med de samme sproglige og kulturelle udfordringer. “Vi skulle lære at leve i Danmark sammen”.
Gennem hendes folkeskoletid, blev Melodi for alvor konfronteret med hendes ‘andethed’. Miljøet hun befandt sig i, var relativt ensformigt og var ikke inkluderende over for kreative sind, som Melodi selv. Dette blev en stopklods for hendes kreative udfoldelse, og hendes mulighed for at finde ligesindede med samme interesser. Midt i den sociale tumult, fandt hun interesse i at skrive sange. Særligt Britney Spears var et af hendes største idoler. Melodi fortæller grinende, at hendes første koncert var for hendes forældre, hvor hun skrålede med på Waiting for Tonight og Everytime. Hun prøvede endda at bilde børnene på fritidshjemmet ind, at Britney var hendes storesøster. “Jeg var lidt af en Britney fanatiker”, fortæller hun. Melodis klaverlærer, understøttede interessen for sangskrivning og havde et hjemmestudie hvor 10 årige Melodi indspillede hendes første sang, “Færdig med dig”. Men der var hverken overskud eller ressourcer til, at hun fik øvet sig, “mit hovede var beskæftiget med bare at klare mig”.
Det var i gymnasietiden, at Melodi besluttede sig for, at nu skulle der ske noget nyt. Hun søgte ind på det nye medie gymnasium Ørestad på Amager, der på flere måder afvigede fra miljøet i folkeskolen. De glasomsluttede lokaler, og eleverne der kom nær og fjern medvirkede til, at skolen virkede rummelig på Melodi. “Det var ægte diverst, og virkelig fedt”, fortæller hun.
Imens Melodi fandt tryghed i et godt socialt fællesskab, kom det på bekostning af musikken.
Det hele blev sat på pause. “Der var endda en musiklinje på skolen som jeg ikke gik på”, forklarer Melodi. Hun vidste, at musikken ikke kunne være altopslugende. Det sociale og musikken var på daværende tidspunkt uforenelige, men selvom musikken var sat til side, vidste hun, at hun nok skulle vende tilbage til det, når hun en dag blev klar.
Musikken blev fortsat skubbet i baggrunden, og Melodi besluttede sig for at prøve kræfter med billedkunst på Krebbesholm Højskole.
“Jeg havde en lang periode hvor jeg bare famlede i blinde, der var ikke noget der lightede min fire, men jeg var heller ikke i kontakt med min fire på nogen måde”, siger hun. Hun kunne hverken spejle sig selv i billedkunsten eller de valg hun havde truffet. Vi får indtrykket af at netop dette, er essentielt for at kunne forstå endedestinationen som kunstner og rejsen dertil.
Den bedste måde hun kan beskrive det på er at være “slukket”, og ubevidst om de valg man tager – “man gør det bare”, forklare Melodi, der sidder foran sit elklaver. Hun fortæller at det har fulgt hende hele livet, uden at have spillet på det, og at det nok er et meget godt billede på at have en ambition som man ikke har modet eller overskuet til at gribe.
Tilbage i København begynder Melodi at studere kunsthistorie, for at kende den historie og kontekst hun skal til at skrive sig selv ind i. En tanke hun i dag kigger tilbage på og synes er lidt fjollet. Hun gik også med en underliggende tanke om at kunne være relativt anonym, og bare “gå der halvhjertet”, som hun selv forklarer det. “Men når det er sådan, hvem gør man det så for?”, spørger hun åbent ud i rummet. Til det, er svaret alle andre end sig selv.
Hun havde på daværende tidspunkt fundet sammen med en kæreste, som udviste stor interesse for hendes ophav. Det skulle vise sig at være et vendepunkt. Hun begyndte at tage kurser på Mellemøststudiet på Persisk for at søge tilbage til sine rødder. “Det var som om, at ham og hans person, hans godkendelse og accept af mig og min familie skulle til, før jeg selv kunne begynde at fjerne de fordømmende briller.”, siger hun. Hun opdagede, da hun forsøgte at forstå sit eget narrativ, og grunden til at have følt sig ‘slukket’, bundede i at hun havde klippet navlestrengen til hendes ophav. “Jeg skammede mig så meget over den”, fortæller hun. Som Melodi beskriver det, har hele hendes identitet været præget af at have lukket døren til en stor del af sig selv. “Jeg havde ikke været i Iran siden jeg var 9-10 år gammel fordi jeg ikke ville. Jeg kendte ikke mine forældres historie”, fortæller hun. “Hvilket er helt absurd”.
Da Melodi bliver færdig med sin Bachelor er hun fyldt 23 år, og kan mærke at hun snart skal begynde at lukke musikken ind. Hendes kæreste, som selv har begået sig meget i musikmiljøet, så hendes behov, og opfordrede hende til at omfavne musikken. Hun smiler og fortæller, at det var det mest ængstelige hun har været ude for, men også at det var nødvendigt. “Jeg fik reelle angstanfald når jeg prøvede at spille – fordi jeg vidste jeg virkelig ville det”
Hun begyndte lige så stille at dele hendes passion for musik med hendes omgangskreds, og kunne mærke at hun havde brug for at bygge en hverdag op omkring det. Hun gav sig til at kigge på højskoler, og kom frem til Akademiet på Østerbro, hvortil hun søgte ind, uden held.
Senere, samme år i 2018, tog Melodi imod tilbuddet om David Fondens Legat, som adgangsgivende billet til Johan Borups Højskole. “Jeg var så hæmmet da jeg startede”, fortæller hun og fortsætter, “først gik det meget langsomt, og så virkelig hurtigt”. Lige så stille fandt hun sit fodfæste ved lærerne og undervisning i producering og sangskrivning. Særlig Michael Møller, linjeleder for musik, fik stor betydning for hendes tilgang til sig selv i forhold til musikken. “Michael har bare sådan noget”, forklarer Melodi, “det føles som, at han kan se ting ud fra ens forudsætninger. Han forstod hvad jeg havde brug for”. Melodi havde fundet et sikkerhedsnet i miljøet på skolen, som fungerede som katalysator for hendes kreative udfoldelse. Hun begyndte selvstændigt at skabe universer, da hun lærte at producere. “Der var kommet hul til et lager som jeg i lang tid havde været ubevidst om”, forklarer hun. Hun fortæller ydermere, hvordan hun fik så meget livsgejst og håb, og at det blev så tydeligt for hende, hvad det faktisk vil sige at gøre noget for sig selv.
Mod alle sine egne forventninger, stod Melodi inden for 1 år klar med 2 numre, og var, med opbakning, klar til forsigtigt at søge ind på det eftertragtede Musikkonservatorium i København. Desværre stod manglen på erfaring i vejen, og hun måtte se en afvisning i øjnene. Det var godt nok et afslag, men samtidigt havde hun erkendt, hvad der gjorde hende hel. “Jeg har tydeligvis haft et stort behov for at omfavne mine drømme – for det betød bare blod på tanden” fortæller hun.
Tiden efter Johan Borups gik med at teste sit mod i den virkelige verden. Hun rakte ud til koncertsteder som RUST, der faciliterende hendes første koncert, og Heartland den næste, hvilket var en givende oplevelse for unge Melodi. Derudover, spillede hun i den tid både på Børneteatret, Christiania og Beboerhuset på Christianshavn.
Melodi følte nu, at hun havde samlet nok erfaring til at kunne identificere sig med musikken. “Jeg havde fundet min egen æstetik”. Og da hun for anden gang søgte ind på Musikkonservatoriet, følte hun, at hun til optagelsesprøven “havde ret til at sidde der”. Den 15 april 2020, fik hun beskeden om, at hun var kommet ind. Herfra gik det hurtigt og fremad, forklarer Melodi stolt. Blad Management, som huser artister som danske Baby Bino og Blikfang, rakte ud efter at have hørt en af hendes koncerter. Kort efter kunne Melodi og hendes sammensmeltede personlige projekt, Ghazal, kalde sig artist under managementet, Blad. De udgav sammen Melodis ‘hjemkomst projekt’, singlen “Wedding Song” d. 17 april 2020, som Melodi tidligere havde skrevet og produceret til blandt andet sin optagelsesprøve til Musikkonservatoriet. “Det hele er sammensmeltet, og det føles så godt”, siger hun.
Man kan fastslå at en overskrift for meget af Melodis liv, har været at skulle finde sin lyd – både i sig selv og sin sang. Ghazal er et helstøbt personligt projekt, der fortsat vil skifte og tage form. Det er en smeltedigel, af hendes hendes danske og iranske ophav, og alt derimellem. Det er et projekt der ånder frihed og mod.
“Man skal øve sig i ikke at sammenligne sig med andre. Alles vilkår og udgangspunkter er forskellige. Jeg fik først hul igennem til faktisk at handle på hvad jeg ønskede mig, da jeg opdagede mine egne konturer”, forklare Melodi. “Det var så banalt det der skulle til”
myownbosscph.com 