Thomas Øvlisen – Kunstner

“Man skal ikke blive bange, hvis tingene lige pludselig går i stå, eller der ikke rigtig sker noget, så skal man ligesom bare nyde det – at nu kan man slappe lidt af, nu kan man gå på sit værksted (…) men hvis det lige pludselig begynder at gå hurtigt, så skal man gå igennem alle dørene. Og være med. For så er det dit sving, så er du på vej rundt om solen.” 

-Thomas Øvlisen

Tekst: Leonora Colmor Jepsen Foto: Jonna Hansen 

My Own Boss holdet møder Thomas Øvlisen i Nikolaj Kunsthal ved hans udstilling Anden Stjerne til Højre. Vi finder hurtigt ud af, at tvivl er en slags trofast følgesvend i Thomas’ liv og kunstneriske virke, da han vittigt indleder med at sige: 

“Jeg griner altid af min mor, fordi Thomas i biblen er tvivleren, der ikke tror på, at Jesus er genopstået, og min far hedder Mads, så jeg er nr. to Mads [Tho-mas, red.], min mor er rimelig pragmatisk og knap så romantisk (…)”

Thomas har med tiden lært at bruge tvivlen som brændstof og at rumme fornemmelsen af usikkerhed, der dukker op i tide og utide, i store og små øjeblikke. 

Thomas byder os velkommen ind i et rum med højt til loftet, der minder om et sted i  “Neverland” eller på “Ønskeøen” fra Peter Pan, som værkets titel underspillet hentyder til. Gulvet er helt dækket af lyserødt sand, et tæppe, der gør alle skridt lydløse. 

Midt i hver ende af rummet står to høje mure med sidevægge og basketball-målfelt. Et hvidt, malet rektangel – ligesom dem, man kan finde i en skolegård eller på offentlige pladser. På murene og lige foran vinduerne er der basketball-mål (uden kurv) og bordtennisborde brugt som lærreder under blålige oliemalerier med hvide måger, der flyver ude over havet. 

Kan være et billede af indendørs
Kan være kunst

Thomas fortæller, at han følger reglerne, men på sin egen måde, mens han viser, hvordan bordtennisbordene er drejet 90 grader. Formatet er dermed ændret, men han har alligevel malet en ny midterlinje under mågerne. Thomas beskriver, hvordan mågerne på én og samme tid er frie fugle, der kan flyve ud i den vide verden, men også hvordan de – med et groft udtryk – er stavnsbundne. De er nødt til at flyve tilbage til fastlandet på et tidspunkt. Plexiglasset de er malet på har stadig beskyttelsesplastik med et firmanavn på på bagsiden, som for at sige “drøm hertil, og ikke længere. Husk virkeligheden”. 

Udstillingen handler om mødet mellem mennesker, siger Thomas, og fortæller hvordan det lyserøde sand er det poetiske i livet; vi mødes og bliver venner og vores forplantning sker på fantastisk vis med kærlighed. Mødet med fremmede eller kendte ansigter rummer potentielt kærlighed, fremtidige fællesreferencer og gensidig bevidnelse af hinandens liv. Muligheder, menneske-magi. Lyserødt sand.

“Jo ældre du bliver, jo mere fantastisk bliver det, synes jeg i hvert fald. Det bliver mere kompliceret men også dybere, og hvis man tør snakke sammen og tør komme ind til materien, så bliver det bedre og bedre og mere alvorligt, så det kan I glæde jer til.” 

Første gang, Thomas var ude at opleve det lyserøde sand, var en “magisk” sommer, da han var omkring 13 år. Nogle lidt større drenge havde slæbt møbler ned i en tunnel bag Ny Holte skole og lavet et spontant hangout-sted. Flere af venskaberne lever videre den dag i dag. Han er vokset op i Holte, gik på Holte Gymnasium, hvor hans forældre mødte hinanden, og hvor hele hans familien også havde gået.

“Jeg gik på – nok lidt dumt – den samme skole og samme gymnasie hele vejen. Jeg var måske lidt usikker eller var i hvert fald i tvivl om, hvilket gymnasie, jeg skulle vælge, og så tog jeg bare det nærmeste, dét jeg ligesom kendte – ikke særlig spændende eller fedt.”

Thomas fortæller, at hans søsters kæreste var børs-ekselér (vekselerer) i midten af firserne, og det var virkelig sejt – dét ville han også. Senere i gymnasiet så han mere i retningen af sin far, der er nu tidligere erhvervsleder og direktør for Novo Nordisk (grundlagt af Thomas’ oldefar). Thomas ville være biokemisk forsker og startede på biologi på universitet, men fandt ud af, at han slet ikke var klar eller moden nok. Thomas kunne ikke overskue, at der sandsynligvis ville gå 10-15 år på skolebænken, før han ville stå i et laboratorie og forske “rigtigt”. 

Så du ville fra A til F ret hurtigt? 

“Ja, men jeg var ikke engang sikker på, hvad for et alfabet jeg ville læse.” 

Han fik i stedet et job som fotoassistent hos Mads Armgård i Leif Schillers legendariske fotoværksted, hvor mange unge fotografer lejede sig ind. Han var 3. assistent, så det var mere assistent end foto med kaffehentning, fejen gulve, at fylde film i kameraer osv. Efter en reklameopgave for LEGO, hvor Thomas bl.a. havde produceret det grafiske (pirat)landskab bag selve LEGO-produkterne, indså han, at han hellere ville være den, der bestemmer, hvordan produkterne/den kunstneriske stil skal være.

Gennem sit netværk fik han senere opstøvet en ulønnet stilling som Art Director på et reklamebureau. Kort efter stoppede Chapper (Chang Il Kim), som havde en højere og mere kreativt præget stilling dér (lønnet oven i købet), og den overtog Thomas. Efter et stykke tid, hvor Thomas stadig fik mere blod på tanden, spurgte han sin chef til råds om, hvordan han kunne blive endnu bedre. Chefen havde skuffende nok ikke andet råd end en reklamefolder med citater fra Bill Bernbach (grundlæggeren af reklamefirmaet Doyle Dane Bernbach (DDB)) indhyllet i sin tids revolutionerende reklamegrafik. 

Thomas tænkte: Er det for real. Er det dét, du giver mig, når jeg kommer her, dit stjernefrø, som du har stået og holdt om hver fredag eftermiddag i fredagsbaren og sagt; Du er den næste, du er den store. Er det det, du giver mig?”

Den samme dag skulle han tilfældigvis hjem til sine forældre, som tilfældigvis havde en amerikansk gæst på besøg, som sagde: “Du skal på Rhode Island School of Design”. Thomas (22 år) søgte ind, blev optaget, og tænkte “fuck”. På Rhode Island School of Design, der ligger i Providence mellem Boston og New York tog han en bachelor på 4 år i Fine Arts (major painter, minor kunsthistorie) og havde det helt fantastisk: 

“Jeg løb fra mit atelier til frokost og tilbage, fordi det ikke kunne gå hurtigt nok. Og efter et halvt års tid, ringede jeg til min mor og sagde: “Hvis jeg dør i morgen, så er det okay”

Han havde en meget spirituel oplevelse af, at alt det han havde gået igennem – som mobberi i grundskolen og alle de situationer, hvori man føler sig udenfor eller overset – gav bare mening nu, det var okay. For nu var han landet et sted, hvor han følte, at stjernerne var “aligned”. 

“[…] Lidt ligesom nu med denne her udstilling. Et eller andet sted, giver det måske mening, at der skulle gå 20 år [før Thomas fik udstillet sin første soloudstilling i en kunsthal]”. 

Thomas har en analogi om, at man kan opfatte livsbaner som planeters baner. De er ellipseformede, og tiden ændrer sig alt afhængigt af, hvor på ellipsen, man er. Når man er på den flade side, går det hele lidt langsommere, og når man er i bunden af sin ellipse, går tingene rigtig hurtigt. Det kan være, der opstår tvivl og usikkerhed på de flade strækninger, men som han siger; “man skal ikke blive bange, hvis tingene lige pludselig går i stå, eller der ikke rigtig sker noget, så skal man ligesom bare nyde det – at nu kan man slappe lidt af, nu kan man gå på sit værksted (…) men hvis det lige pludselig begynder at gå hurtigt, så skal man gå igennem alle dørene. Og være med. For så er det dit sving, så er du på vej rundt om solen.” 

Hvis for mange livsbaner rammer svinget i ellipsen for hurtigt, sker der nogle crazy ting. Det gik næsten galt, da Thomas og nogle af hans venner havde hjulpet til ved Marc Jacobs’ modeshow i New York (som var the place to be) og var på vej hjem fra efterfest om morgenen. Anekdoten og dens farver og historier om netværk er en hel artikel værdig, men det korte af det lange er, at de endte med at befinde sig i subwayen ved World Trade Center d. 11. september, knap en halv time før det første fly fløj mod tårnene. 

Thomas vendte tilbage til Danmark et år senere – blandt andet på grund af USA’s trauma i kølvandet på terrorangrebet – New York var nærmest lammet. Også fordi de, der ”fik noget i gang” eller kom igennem et slags kunstnerisk succes-nåleøje, var folk med godt netværk og var nogle, der var vokset op i området, havde mange kontakter osv. Samtidig var det en dyr by at bo i, opholdstilladelser holder ikke evigt, og der var udsigt til tag over hovedet nær København, for han kunne overtage sin søsters lejlighed, fordi hun skulle giftes og flytte i hus. 

Det hele flaskede sig, og snart blev han inviterert til Mallorca af Asbæk’erne (som har et kunstgalleri). Da han kom hjem, hørte han, at nogen fra New York, som han havde fælles venner med og havde mødt et par gange (Patrick og Haiku), skulle lave en udstilling inde i byen. 

Thomas tog ind for at vise Patrick nogle af de bil-lak-malerier, han havde arbejdet på på Mallorca.  Det var første udstilling på V1, før de var åbnet, og Jesper Elg stod i baggrunden inde på udstillingenen og syntes, at det så spændende ud. Det endte med, at han udstillede værker fra kunstnere som Faile, Peter Funch, Kasper Sonne, og ikke mindst udstillede han Thomas Øvlisen. D. 28. maj 2003. 

“Det var en rigtig, rigtig fed dag. Og så har jeg snart udstillet på V1 i 20 år. Og ved I hvad, det kom [T.Ø. knipser] sådan dér”. 

I mellemtiden er Jesper Elg dukket op ved Anden Stjerne til Højre. Det slutter egentlig cirklen meget fint, at vi møder ham, som Thomas Øvlisen mødte engang for 20 år siden, da hans livsbane skulle runde bunden af ellipsen atter en gang og mærke det lyserøde sand. 

Kan være et billede af indendørs
Kan være et billede af 1 person og indendørs

6 HURTIGE:

To løgne, én sandhed: 

  • Har snavet med Anika Lori
  • Har snavet med Jesper Elg
  • Barberer mig i skridtet

Yndlingsslik? 

  • Lakrids 

Hvad spiser du til morgenmad

  • Ingenting – kaffe 

Har du en god vane? 

  • Jeg står tidligt op og sørger for, at hele familien vågner til tiden

Dårlig vane? 

  • Jeg prokrastinerer sindssygt meget – udskyder ting 

Hvorfor sagde du ja til at medvirke i MOB?

  • Fordi jeg elsker Anika ❤ 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
close-alt close collapse comment ellipsis expand gallery heart lock menu next pinned previous reply search share star