film:Lilly / foto:Louise / journalist: Olivia
Med Moi Caprice, The Mountains og med sit eget soloprojekt har musiker Michael Møller for alvor slået sig fast på den danske musikscene, og han giver dagligt sine erfaringer videre ved at undervise på Rytmisk Konservatorium i København og på Johan Borups Højskole. Vi møder ham i strømpesokker i hans eget hjem fortællende om vejen dertil.
På 3. Sal i en klassisk Vesterbroejendom på Skydebanegade finder vi musiker Michael Møller klædt i sort fra top til tå. Han står på det gul/hvide-skakternede køkkengulv og maler kaffebønner, da vi ankommer.
Michael Møller (f. 1977) fortæller indledende, at han voksede op i Sæby eller ”knallerthovedstaden i Danmark”, som Michael selv kalder den. ”Jeg kommer fra et klassisk borgerligt hjem med begge forældre i bankverdenen og uden Goethe på hylden” fortæller Michael, der sidder foran sin egen bogreol, der bla. huser Dostojevskijs samlede værker, Thomas Mann og en godt slidt version af Tom Kristensens “Hærværk”.
Han fortæller grinende, at han efter sin sangskrivningdebut i 2. kl. med egen tekst til temasangen fra Lucky Luke, havde en drøm om at blive kombineret popstjerne og tennisstjerne og uddyber sig med, at han på tennisbanen havde et særligt talent for at serve, og han servede sig igennem de jyske tennisturneringer og som 13-14-årig lå nr. 2 i Jylland.
Det var i gymnasietiden, at en fuldt makeuppet og hårspændeklædt Michael startede grunge-bandet Concrete Puppet Frog, som senere skulle blive til Moi Caprice. Succesen for gymnasiebandet voksede hurtigt, da de blev nr. 1 på Det Elektriske Barometer, og Michael fortæller, at han i det lille nordjyske hjem begyndte at finde fanbreve i postkassen og modtage opkald på sine forældres fastnettelefon.
Michael lægger ikke skjul på forældrenes opbakning til sine ambitioner hele vejen, men Sæby blev med tiden for småt et sted til makeup og hårspænder, så han flyttede som 20-årig til Århus og afslører med et skjult smil sin ‘hengemte hemmelighed’, at han læste medicin i 1,5 år. Han fandt hurtigt ud af, at hverken Århus eller medicin var noget for ham, og flyttede derfor til København. Der skulle gå 12 år før Michael kom ud på den anden side færdiguddannet fra Københavns Universitet med en bachelor i musikvidenskab og litteraturvidenskab.
”Jeg har gået på universitetet i absurd lang tid, de nuværende kvoter er opfundet på grund af mig”
Michael havde i mellemtiden udgivet sin første soloplade, fire plader med Moi Caprice og været på adskillige tournés. Kombinationen med studie- og bandliv er noget, der får Michael til at komme i tanke om en Danmarksturné med Moi Caprice, hvor han læste til eksamen i bandbussen og sad og læste om Judith Butlers feministiske teorier, mens der var abefest lige ude foran bandbussen.
Michael hiver et par plader ud fra de hylder, der i venstre hjørne starter med hans datters børneplader, der står side om side med Kendrick Lamars ”Damn” og David Bowies ”The Next Day”. Han dvæler især ved sin anden soloplade ”A Month of Unrequited Love” og folder det sort/hvide cover til trippelvinylen ud, mens han fortæller, at den med sine 2,5 timer vist nok er den længste plade, der nogensinde er udgivet i Danmark.
Vi følges med Michael Møller gennem Vesterbro og bliver vist op i hans studie på Gammel Kongevej. ”Det er magisk at sidde og skrue på nogle knapper og indsynge en vokal” siger Michael, da han sidder 1,5 meter fra computerskærmen adskilt af et dybt bord med uendelige knapper. Hans højre hånd svæver hen til et keyboard, han kender den præcise afstand til, på hans højre side, samtidig med at hans venstre hånd overtager computermusen.
Vi tager afsked med ham i studiets opholdsstue, hvor skakternene på gulvet fortsætter, væggene er næsten beklædt med synthesizers og modularer og på et sofabord står beskidte kaffekopper, en capo og en x-box under en lille fladskærm.
myownbosscph.com 