Aleksander er arkitektstuderende ved KADK i København, hvor han har boet siden 2017. Han flyttede hertil fra Oslo i jagten på større diversitet og kreativ frihed, end han havde oplevet i Norge. Vi mødt ham til en snak om livet som arkitektstuderende, vejen dertil og om at turde være sig selv.
Tekst: Beate Elise Skakkebæk Lindegaard Foto:Oliver Motá Guedes Video: Ella Glantz
Vi har kursen mod Danmarks arkitektskole, da vi møder Aleksander på cykelstien. Den petroleumsblå læderfrakke blafrer i vinden bag ham, og med på cyklen har han sin blå Dior-taske. Han udgør i det hele taget en elegant kontrast til Københavns øvrige farveskala denne onsdag formiddag på vej mod Holmen.
Da vi ankommer til arkitektskolens område og stiller cyklerne, hiver han en cigaret frem af Dior’en og går i gang med at udpege de forskellige kunstskoler der omringer os. Det er tydeligt at se, at vi befinder os på hans hjemmebane. Han befinder sig på skolen det meste af dagen, og ofte også det meste af natten, så det giver god mening, at skolen er som et andet hjem for ham.
Han har ikke altid haft følelsen af at være hjemme. Aleksander voksede op i Lillestrøm – en forstad til Oslo. Så længe han kan huske, har han haft en interesse for at læse sin mors modeblade, og han fortæller hvordan han på vinterferie som 7-årig udbrød “Hvorfor skal jeg stå på ski? Jeg skal blive designer!” Dengang havde Aleksander især en forkærlighed for lyserøde prinsessekjoler, men han oplevede, at det ikke var alle i den lille by, der var lige rummelige overfor hans kreative og frie tilgang til beklædning. Selv da han, i en lidt senere alder, startede på universitetet i Oslo for at studere kunsthistorie, var det som om der manglede noget: “Jeg følte ikke at Oslo havde mere at give mig, og så var det vigtigt for mig at komme videre”, siger han. Han savnede at være kreativ og at befinde sig i et kreativt miljø, som det kan kendte fra rejser til Berlin. Det gav ham idéen om et liv i København: “Jeg tog til en psychic, som sagde ‘Du skal ud af landet’, og jeg så København som midtpunktet mellem Berlin og Oslo, for trygheden i at være tæt på Oslo var, og er, vigtig for mig”.
I København startede han på Johan Borups Højskole, hvor han mødte en masse ligesindede som, i kombination med skolens mange faciliteter for kreativ udfoldelse, gav ham lyst til og mod på at søge ind på arkitektskolen i København. Men det første afslag, var ikke nok til at slå Aleksander ud. Heller ikke det andet. Tredje gang var lykkens gang. Aleksander blev optaget, og har siden arbejdet med arkitektur, som han ser som den “højeste form kunst”, da de projekter, man arbejder med som arkitekt, ofte fylder meget i byrummet og står der længe. Hvis man spørger ham, hvad der karakteriserer hans stil og udtryksform, svarer Aleksander, at han ofte forsøger at udtrykke queerness – at give en fuckfinger til det normale. Det er vigtigt for ham at være rebelsk, at tænke frit og mest af alt ikke at skulle tilpasse sig nogen form for kasser. Således slutter dagen med en samtale om, hvad der er oprørsk. Alt kan være oprørsk, er konklusionen; ord, tanker og ærlighed.
myownbosscph.com 