Lasse Engelbrecht – Journalist

Journalist: Anna Trosko Fotograf: Jacob Leisner Redigeret af: Caroline Jerl Blinkenberg

En onsdag formiddag i slut maj bliver vi budt varmt velkommen af Lasse Engelbrecht i hans lejlighed på Vesterbro. Her er stuk i loftet, et loft der er højt til, og en bogreol der fylder en hel væg i den rummelige stue. Gennem stuen er der en flydende overgang til et moderne køkken med et stort spisebord, hvor der er flot dækket op med jordbær, croissanter og kaffe. 

“Er det til os?” Bliver der spurgt i rummet. Lasse bekræfter, som om det er en selvfølge.  Hold nu op en BOSS, vi er kommet på besøg hos! 

Som vi stille og roligt finder os til rette i stuen med et glas kaffe i den ene hånd og croissant i den anden, begynder Lasse at fortælle. Fortællingen starter i et af de mest venstreorienterede områder i Danmark, Galgebakken i Albertslund. Vi rejser tilbage til 70’erne, hvor området for alvor var præget af idealisme, det stærke venstreorienterede miljø og et stort politisk engagement blandt områdets beboer. Lasse fortæller om det kommunistiske flag, som naboen tit hejste op foran sit hus, om hans far, der som socialdemokrat, blev anset som dybt reaktionær og konservativ, samt om den norm, der dengang var for blive krammet af fuldstændig nøgne kvindekroppe i børnehaven. “Det var helt normalt at få sådan en ordentlig 70’er dusk lige i fjæset”, fortæller Lasse med et grin.  

“Det lyder vildt, men det var det jo ikke dengang (…) Og børnene blev involveret i alle beslutninger: Hvad skulle der købes, og hvad skulle der ikke købes, hvilken koloni skulle vi på, hvilken demonstration skulle vi lave, hvilken konservativ politiker skulle vi gå rundt og råbe af… altså vi taler om 4-5 årige børn”

Lasse dimitterer fra Rødovre Gymnasium og flytter som 19-årig til Vesterbro. “Jeg har haft samme base rimelig længe”, siger han i en sidebemærkning. Bygningen han flyttede ind i var nemlig den samme, som vi er blevet budt velkommen i anno 2021. 

Med en overbevisning om, at det er godt at have en akademisk baggrund som journalist, begynder Lasse at læse historie på Københavns Universitet. Løbende finder han dog ud af, at det er hårdt at sidde stille – begravet i de tunge historiebøger. Lasse synes, det er langt sjovere at spille trommer med sit 90’er rock band. De spiller rundt omkring i Jylland hver weekend, og der er ingen tvivl om, at der er et langt mere håndgribeligt “payoff” ved at spille trommer, end ved at sidde ude på KUA og rode rundt i kilder om Erik Menved fra 1313. 

Gennem det langhårede historiestudie finder Lasse alligevel langsomt sit spor indenfor moderne amerikansk historie, hvilket munder ud i, at han skriver sit speciale om kristne, højreorienterede bevægelser i amerikansk politik. Midt i sin specialeproces med en bunke selvvalgt litteratur, beslutter han sig for at kontakte forfatteren til dén amerikanske bog, der tiltaler ham mest, for at spørge uddybende ind til hans viden om emnet. Efter en meget kort korrespondance, mere præcist bestående af to breve, præsenterer forfatteren sig som studieleder ved det historiske institut på Columbia University og tilbyder Lasse en plads som visiting scholar på et af de mest anerkendte universiteter i USA. En mulighed, som man kan forestille sig er svær at sige nej til: 

“Jeg var jo aldrig ellers kommet ind på Colombia: der skal du jo have topkarakter i alt og en million i legatpenge”

Lasse flytter til The Big Apple og når kun at bo i byen i én uge, før han en morgen sidder på sin altan på treogtyvende etage og ser et passegerfly styrte ind Word Trade Center blot en kilometer væk. Det øjeblik præger resten af hans ophold i det paralyserede New York. Nysgerrigheden og retfærdigheden driver Lasse og hans ven, som er fotograf, ud i den mest etnisk sammensat bydel i verden, Flushing i Queens, NY. De er nysgerrige på, om der kan være en forbindelse mellem Taliban og de afghanske moskeer, der ligger i området. Vennerne finder ud til en af moskeerne og bliver med lidt stædighed lukket ind. Noget af det første, de ser i moskeen, er et billede af Osama Bin Laden hængende på væggen. Bingo. Sådan bliver Lasses første artikel til. Et dobbeltopslag med billeder som bliver solgt til Information for 1200 kr… Ikke meget at leve for i en af verdens dyreste byer. 

Lasse får smag for journalistikken, men finder hurtigt ud af, at NYC er et sted, hvor det føles som om, at hver anden dansker kalder sig selv for freelance journalist. Med hjælp fra lokale venner manøvrerer Lasse udenom den store konkurrence i byen, der aldrig sover, og flytter i stedet til Austin, Texas i tre måneder. I 40-45 graders varme tegner sig nogle udfordrende sommerdage i den lejede lejlighed, der viser sig at være uden air condition. Men med en masse tid i overskud åbner der sig til gengæld et stort, blåt hav af muligheder: På dette tidspunkt er der endnu ikke mange, som redigerer og sender deres egne indslag digitalt. Lasse går i gang med at lære sig selv at lave speaks – en opgave der trækker tænder ud. Det lykkes den autodidakte journalist at sende materiale hjem til DR, og der kommer derigennem en lille åbning ind til hele Danmarks store radio- og TV-maskineri. Og da den daværende præsident George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen kommer på besøg hos Bush’s Ranch i Crawford, Texas, er det den unge Lasse Engelbrecht, der dækker besøget for Orienteringen på P1.

Fra Austin er der, i hvert fald i en amerikansk forståelse, ikke langt til Mexico, så som tiden går, bliver Lasses historier bredt ud til den anden side af USAs sydlige grænse.

Mexico er siden blevet Lasses yndlingssted at være og rapportere historier fra. Det er så fantastisk og smukt et sted og alligevel er det fuldstændigt ødelagt af den narkohandel og kriminalitet der finder sted i landet. “Helt forfærdeligt, men samtidig tænker jeg kun på, hvornår jeg skal tilbage”, fortæller Lasse. Hans sidste historie i det smukke land, lavede Lasse i forbindelse med dommen på “El Chapo”, hvor han besøgte den store narko barrons ‘Gentleman Kartel’. På en gård gemt oppe i Mexicos nordvestlige bjergene, bliver Lasse og fotografen indlogeret i et stort værelse med en stor seng, hvilket ellers tydeligt er i kontrast til gårdens faste beboeres hvilesteder. Lasse finder langsomt ud af, at sengen som de gennem tre dage har sovet i tilhører “El Chapo”, omtalt som “El Señor”…

Der er en stor opslugthed af Lasses historie i stuen på Vesterbro. Efter lidt stilhed bliver Lasse spurgt om, hvordan han lærte at skrive journalistiske historier. Til det svarer han: “Jeg fandt den historie, jeg bedst kunne lide, også talte jeg bare ordene: Hvor mange ord er der, inden man bruger lyd? Bum. Ord, lyd, ord, lyd…så lavede jeg en skabelon og skrev ud fra det“

Set i et retrospektivt lys, er Lasses råd til en, der er i tyverne og skal finde hoved og hale i det hele, ret simpelt og rimelig kompliceret på samme tid: “Det vigtige er, at man rykker på nogle af de der ting, man synes er sjove at gøre, og aldrig nogensinde tænker “det går ikke, det kan jeg ikke”. Jeg ved godt, det lyder meget kliché, amerikansk, men det virker fandme”

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
close-alt close collapse comment ellipsis expand gallery heart lock menu next pinned previous reply search share star