Amanda Færk – V1 Gallery

Tekst: Malthe O. Bach / Foto: Amanda Eriksen

Dagens besøg er i V1 Gallery. Dette kunne lede an til at tro, at vi skal mødes med en kunstner. Sådan forholder det sig ikke i dag. Når du oplever kunst, oplever du det sikkert typisk på et museum eller på et galleri. Hvad du nok ikke tænker så meget over er, at der udover kunstneren står et hav af mennesker bag opsætningen, processen og formidlingen af en udstilling. Det er en profession og et miljø, der er lige så svært, hvis ikke sværere, at slå igennem i end det er at blive kunstner.

Det første man ser, når man kommer ind på V1 Galleri, er en mindre udstilling med malerier på væggene og en installation – et “tableau vivant” som Amanda kalder det – placeret meget centralt i midten af rummet. Her kommer Amanda og tager imod os. Vi introducerer os selv kort, hvorefter Amanda fortæller kort om sig selv: “Jeg har været på V1 Gallery i 6 år. Det er nærmest mit andet hjem.”

Det er også igennem V1 Gallery, at Amanda kender vores Mama Boss, kunstneren Anika Lori. Her har Anika været tilknyttet som kunstner siden 2005. Anikas lange tilknytning til galleriet er meget sigende for dagens boss. Her er det nemlig relationen til kunsten- og kunstneren der er i fokus. 

Kan være et billede af 5 personer
Kan være et billede af tekst

Det er et interessant møde med Amanda. Hun tager os med rundt, og viser os hendes kødby. Hun tager os også med ned i galleriets kælder, hvor hun viser værker frem af Monica Kim Garza, Lulu Kaalund, Rose Eken, Emma Kohlmann, m.fl. Det er helt tydeligt, at Amanda har en passion, en vision og et drive. Hun fortæller, at intuition er en vigtig sans i hendes arbejde. Selv forholder hun sig også kritisk til, hvilke værker V1 Gallery skal vise, hvilket signal de skal sende, og en af hendes visioner er, at der skal gøres plads til flere kvinder (og nonbinære) på galleriet – og i kunstmiljøet generelt.

Vi bliver vist ind i et kælderrum, hvor usolgte værker og andre artefakter hober sig op. Amanda fortæller et par anekdoter om junkier og vandskader i Kødbyen, og den forskellige kunst der bliver lavet, samt om en meget vigtig funktion Amanda også har: mægler mellem kunstner og køber. 

Kan være et billede af 6 personer og indendørs

Amanda hiver et Anika Lori maleri fra 2009 frem fra en hylde helt inde bagerst, og sætter op til kritikklasse i kælderen. Hun snakker om festen som en kunstpraksis i sig selv, skæver til Anika, og spørger så hele holdet: ”Hvad ser I?”

En anden måde, hvorpå man mærker Amandas professionalisme er, at hun taler til os som om vi er potentielle kunder: ”gotta catch ’em young,” fniser hun. Hvilket vi jo egentligt også er, og der bliver også spurgt indtil, hvordan man kan komme i gang med at købe kunst. Det fede ved det er, at der ikke er påtaget. Selv om man blive præsenteret for kunsten som en potentiel køber, så foregår det på en så personlig måde, at man ikke tænker over det (medmindre man skriver denne artikel!).

Kan være et billede af 2 personer og indendørs

Vi får da også på vejen hilst på et par af dem der udstiller på galleriet. En af dem er Frederik Nystrup-Larsen, der går og arbejder på sin kommende soloudstilling “Love Is Not Enough BOY” i galleriets baggård. Amanda og Frederik er altid i tæt kommunikation op til en udstillingsåbning, både i forhold til det presse- og formidlingsmateriale, som Amanda sender ud, men også fordi Frederik, som han selv nævner, nogle gange har brug for, at “nogen sætter en deadline”. 

Oppe på kontoret igen fortæller Amanda, at hun er vokset op i et bofællesskab udenfor Århus og på den måde fået flere ønskesøskende- og forældre. Hun er vandt til det kollektive rum. I hendes opvækst har musik og kunst altid spillet en stor rolle – hendes far er jazzpianist og en af de gamle damer fra bofællesskabet tog hende med på kunstudstillinger. Som 13-årig var hun med til at sætte en udstilling op med Yoko Ono på hendes mors venindes kvindemuseum i Århus: “jeg havde det helt sådan “mig og yoko”-agtigt, men er ikke sikker på, hun havde det helt på samme måde… hahaha.” Der har altid været en naturlig interesse og passion for kunsten. Selv var hun også klar over, at hun ikke skulle lave kunsten, og hvordan arbejder man så med kunsten? JO! Man gør som Amanda: formidler og skaber rammen rundt om værket.

Det er en sej branche, hvor man i starten kan være nødt til at sige ja til ulønnet arbejde, for at arbejde sig op. Man skal være dygtig til at se, hvor man kan tænde sin modtager, lægge sit eget ego på hylden og træde i baggrunden, for det er kunsten og kunstneren der skal være i fokus. 

Og så er det med at holde tungen lige i munden og slå koldt vand i blodet, når bølgerne går højt, for det gør de i den her kunstverden. Hvis ikke altid, så nu. Amanda er stadig tidlig i sin boss, men der er ingen tvivl om, at hun bliver spændende at følge og en endnu større boss i fremtiden!

Kan være en illustration af en eller flere personer
Illustration: Safia Nabiyar

Blåbog:

Født og opvokset i Århus (Nuværende hjemby: Vesterbro, København)

Fødselsdag: 07/12/1992

Uddannelse: Kunsthistoriker 

Assistant Director, Gallarina og kunstnernurse hos V1 Gallery

3 kunstværker med på en øde ø: Dalis ikoniske Mae West læbesofa (3-i-1)

Yndlingsfarve: Kødbyblå

Livret: En simpel pasta vendt i smør og salvie, som jeg fik hjemme hos en for nyligt 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this:
close-alt close collapse comment ellipsis expand gallery heart lock menu next pinned previous reply search share star